Forslaget til den heromhandlede lov var — ligesom et af den forrige regering i samlingen 1952-53 fremsat tilsvarende lovforslag — udarbejdet på grundlag af den i 1947 nedsatte apotekerkommissions betænkning, som blev afgivet i 1952. Der opnåedes i denne kommission enighed om langt de fleste spørgsmål, som kommissionen tog op til behandling; kun på to, men til gengæld meget væsentlige områder, nemlig spørgsmålet om apotekerafgiften og om de medicinske specialiteter, var der dybtgående uenighed mellem på den ene side et flertal, som bestod af den overvejende del af kommissionens medlemmer, og på den anden side nogle mindretal, forskellige for de forskellige spørgsmål, hvorom der var uenighed.

På begge disse områder fulgte den forrige regering i sit lovforslag mindretalsindstillinger, jfr. omtalen af forslaget i årbog 1952-53, side 435. I modsætning hertil støttede nærværende forslag sig helt igennem — bortset fra mindre afvigelser — på flertallets indstilling.

Under sagens behandling i folketinget gennemførtes lovforslaget efter en indgående udvalgsbehandling enstemmigt med en række ændringer, hvoraf de vigtigste drejede sig om bestemmelserne angående medicinske specialiteter; på dette punkt blev der gjort de tidligere regeringspartier flere indrømmelser, mens indenrigs- og boligministeren i hovedsagen fastholdt sit oprindelige forslag med hensyn til apotekerafgiften, bortset fra en udskydelse af de ændrede reglers ikrafttræden.

I nedenstående oversigt over lovens indhold er kun enkelte af de punkter, hvor den i særlig grad afviger fra den hidtil gældende ordning, nærmere omtalt.

Kap. I (§§ 1-5). Fælles bestemmelser:

Dette kapitel indeholder de regler, som er fælles for apotekerne og den del af lægemiddelhandelen og -fremstillingen, som ligger udenfor apotekerne.

Der har ikke hidtil i lovgivningen været optaget nogen definition af lægemiddelbegrebet, men en sådan findes nu i § 1. Den svarer med enkelte afvigelser til, hvad der forud var gældende.

Bestemmelserne i §§ 2, 3 og 5 er i hovedsagen overensstemmende med den hidtidige apotekerlovs tilsvarende bestemmelser. Derimod indeholder § 4 ændrede regler angående reklamering med lægemidler m. v. Disse regler tager bl. a. sigte på at hindre, at et unødvendigt medicinforbrug stimuleres ved anvendelse af forskellige nærmere angivne reklameformer, som skal være forbudt, dog med mulighed for dispensation. Reklamering i pressen (bortset fra fagblade) for lægemidler er kun tilladt, når reklamens form og indhold er godkendt af sundhedsstyrelsen, og der skal — ifølge en i folketinget tilføjet bestemmelse — nedsættes et nævn, hvori pressen er repræsenteret, til at afgive indstilling til sundhedsstyrelsen i sager af denne art.

Kap. II (§§ 6-11). Apoteker og apotekere:

Da der næppe vil blive brug for oprettelse af flere egentlige landapoteker, har man i § 6 begrænset oprettelsen af nye apoteker til de tilfælde, hvor det må antages, at apoteket ikke vil få krav på tilskud fra apotekerfonden, mens den tidligere lov kun krævede, at apoteket påregnedes at kunne give en indtægt på 2/3 af den mindste nettoindtægt, hvoraf der svares afgift.

Reglerne om betingelserne for at kunne opnå bevilling til at drive apotek og om ophør af en bevilling er undergået enkelte mindre ændringer. Derimod blev nogle i lovforslaget optagne ændringer vedrørende behandlingen af forfremmelsessager ikke gennemført, idet der i udvalget fremkom oplysninger, som viste, at den hidtidige ordning havde virket upåklageligt; man bevarede derfor denne, bortset fra en enkelt mindre ændring.

For at begrænse oprettelsen af sygehusapoteker til de tilfælde, hvor der er baggrund for deres faglige og videnskabelige indsats, bestemmes det i § 11, at sådanne apoteker normalt kun må oprettes ved store sygehuse, idet det samtidig forudsættes, at omsætningen bliver tilstrækkelig stor til, at der på apotekerne kan beskæftiges en apoteker og mindst een provisor.

Kap. III (§§ 12-15). Apotekspersonale:

I § 12 fastslås provisor som betegnelse for alle til et apotek knyttede farmaceutiske kandidater bortset fra apotekeren, og i § 14 bestemmes det, at den, der har bestået eksamen for apoteksassistenter eller discipelprøven, under sin ansættelse på apotek skal betegnes som apoteksassistent. I tilslutning hertil bemyndiges sundhedsstyrelsen til at fastsætte forskrifter for apoteksassistenters beføjelser under arbejdet i apoteket. I § 15 bestemmes, at aftaler mellem en apoteker og elever, der forbereder sig til farmaceutisk kandidateksamen eller til eksamen for apoteksassistenter, skal udformes skriftligt og forelægges sundhedsstyrelsen til godkendelse. Denne godkendelse kræves dog iflg. en i folketinget gjort tilføjelse ikke, dersom aftalen er udfærdiget i overensstemmelse med en af sundhedsstyrelsen godkendt normalkontrakt.

Kap. IV (§§ 16-18). Arbejdsoverenskomster:

Ved §§ 16 og 17 indføres en faglig mæglings- og voldgiftsinstitution til mægling i stridigheder mellem Danmarks Apotekerforening og Dansk Farmaceutforening og til at træffe afgørelse i spørgsmål om forståelsen af bestående aftaler om løn- og arbejdsforhold.

Kap. V (§§ 19 og 20). Fortabelse af ret til at virke på apotek:

Bestemmelserne i dette kapitel svarer i hovedsagen til, hvad der hidtil har været gældende efter apotekerloven og § 12 i lov nr. 286 af 18. juni 1951 om ændring i reglerne om fortabelse af rettigheder som følge af straf.

Kap. VI (§§ 21-41). Apotekers indretning og drift:

Angående apotekernes åbningstid indeholder § 25 regler, der tilsigter en indskrænkning i apotekernes nat- og helligdagstjeneste.

I § 30 blev under sagens behandling i folketinget indføjet en ny bestemmelse, hvorefter sundhedsstyrelsen ved administrationen af medicinaltakstens bestemmelser og ved indstilling om ændringer i taksten skal tiltrædes af 4 konsulenter, udnævnt af indenrigs- og boligministeren for en periode af 6 år ad gangen efter indstilling fra henholdsvis prisdirektoratet, Danmarks Apotekerforening, Industrirådet og De samvirkende Centralforeninger af Sygekasser i Danmark.

Ved § 32 bemyndiges indenrigs- og boligministeren til uden næringsbevis at tillægge apotekerne ret til at forhandle andre varer end de hidtidige, idet man har fundet det urimeligt, at apotekerne skal være nødsaget til at erhverve næringsbevis for at kunne fremstille og forhandle varer, som naturligt hører hjemme på et apotek.

Kap. VII (§§ 42-45). Håndkøbsudsalg samt sygehuses, lægers og dyrlægers behandling af lægemidler m. v.:

I § 42 er optaget en bestemmelse, hvorefter det kan pålægges apoteker at oprette håndkøbsudsalg. Desuden indeholder paragraffen en ny bestemmelse, som åbner mulighed for, at apotekerne også kan oprette udsalg, som er bemyndiget til ekspedition af lægemidler, der kun må udleveres efter recept eller skriftlig rekvisition.

I § 44 har man fundet det ufornødent at opretholde de hidtil gældende regler om dispenseringsret for læger, idet der ikke mere findes læger, som dispenserer lægemidler. Iflg. § 45 kan dyrlæger derimod stadig få tillagt dispenseringsret.

Kap. VIII (§§ 46-53). Afgift af og tilskud til apoteker:

I overensstemmelse med apotekerkommissionens flertalsindstilling foreslog indenrigs- og boligministeren på dette område en nyordning, som i væsentlig grad afviger fra den hidtil gældende ordning, og som det — efter indgående forhandlinger — med enkelte mindre ændringer lykkedes ham at få tilslutning til i folketinget. Om nyordningen udtalte ministeren ved fremsættelsen af lovforslaget:

„Det hidtidige afgiftssystem består af to afgifter: en progressiv afgift af apotekets nettooverskud samt en omsætningsafgift på 6 pct. af den del af omsætningen, som overstiger 150 000 kr. Omsætningsafgiften svares ikke af de apoteker, som tidligere har været salgbare, idet disse i stedet for over en årrække betaler en amortisationsydelse, fastsat i forhold til den erstatning, som blev betalt ejeren af apoteket for dets overgang fra et reelt til personligt privilegium. Endvidere ydes der visse mindre apoteker tilskud svarende til 80 pct. af det beløb, som disse apotekers overskud mangler i at nå en vis grænse, for tiden 14 000 kr.

Dette afgiftssystem har efter kommissionens mening den meget væsentlige ulempe, at den ved at hente en for stor del af provenuet til apotekerfonden fra nettoafgiften nødvendiggør meget høje satser for denne, navnlig for den øverste del af apotekets overskud. Derved svækkes naturligvis apotekerens interesse i denne del af overskuddet og dermed hans økonomiske interesse i, at apotekets drift tilrettelægges på den mest rationelle måde. Det samme gælder for de apotekere, som er berettiget til at opnå tilskud, og som med tilskud på 80 pct. kun med 20 pct. er interesseret i at gøre overskuddet større.

Kommissionsflertallets forslag tilsigter derfor at lægge større vægt på omsætningsafgifterne — eller de faste afgifter, om man vil. Disse afgifter foreslås delt i to sæt, nemlig en grundafgift ifølge lovforslagets § 46 og en omsætningsafgift i henhold til lovforslagets § 47.

Grundafgiften foreslås lagt som en fuldstændig fast afgift på 5 pct. af den del af apotekets gennemsnitsomsætning i årene 1948-50, som overstiger 150 000 kr. Denne afgift skal ikke svares af de tidligere reelle apoteker, sålænge amortisationsydelsen løber, idet den er beregnet således, at den, så nær som man nu kan komme det, svarer til den amortisationsydelse, der som omtalt påhviler disse apoteker. Denne afgift åbner dels mulighed for, at en større del af apotekerafgifterne kan føres over fra nettoafgifterne, dels at der for fremtiden er skabt et grundlag, der muliggør en ensartet behandling af de tidligere reelle apoteker og landets øvrige apoteker, f. eks. ved fremtidige ændringer i medicintaksterne. Dette sidste er efter min mening meget betydningsfuldt.

Sagen er nemlig den, at apotekernes omsætning, efter at afløsningen af de reelle apoteker har fundet sted, er steget meget kraftigt og dermed har ført til en stærk stigning i de personelle apotekers omsætningsafgift, medens amortisationsydelsen for de tidligere reelle apoteker er forblevet uforandret

Den egentlige omsætningsafgift, der varierer med apotekernes fremtidige omsætning fra år til år, udgør ifølge forslaget 4 pct. af den del af apotekets omsætning, der, efter at visse fradrag har fundet sted, overstiger 150 000 kr. Denne afgift skal altså i modsætning til tidligere også svares af de tidligere reelle apoteker.

Sådan som disse afgifter nu er foreslået, muliggøres en meget betydelig lempelse af nettoafgiften. Samtidig foreslås beregningen af nettoafgiften ændret således, at den i mindre omfang, end tilfældet er nu, påvirkes af, om udgifterne er større eller mindre på de områder, hvor apotekerne ikke selv er herre over udgiftens størrelse, f. eks. til husleje. Man opnår også herved hos apotekerne at skabe en sund økonomisk interesse i den mest hensigtsmæssige drift.

Den samme tankegang ligger bag lovforslagets bestemmelser om, at tilskud til de ganske små apoteker, der jo er en nødvendighed for, at også de tyndt befolkede landdistrikter kan få en tilfredsstillende lægemiddelforsyning, skal beregnes på en sådan måde, at apotekernes interesse i driftsøkonomien bliver usvækket."

Kap. IX (§§ 55-62). Pensioner og understøttelser:

De heromhandlede bestemmelser er udformet i overensstemmelse med apotekerkommissionens forslag, bortset fra enkelte mindre ændringer. Nyordningen, der tilsigter at forbedre pensionisternes forhold noget udover den forbedring, som gennemførtes ved lov nr. 119 af 23. marts 1948 med senere forlængelseslove, vil bl. a. medføre, at alle de forsikrede skal betale pensionsbidrag, herunder også apotekerne, hvis pensioner hidtil fuldtud har været afholdt af apotekerfonden.

Kap. X (§§ 63-66). Apotekerfonden:

Der er i § 66 den vigtige nydannelse, at indenrigs- og boligministeren af apotekerfondens midler skal kunne yde tilskud til nedsættelse af prisen på livsvigtige eller særlig betydningsfulde lægemidler.

Herom anføres i betænkningen fra det folketingsudvalg, der behandlede lovforslaget:

„Udvalget skal henstille til indenrigs- og boligministeren, at bestemmelsen i § 66 i lovforslaget administreres således, at der af apotekerfondens midler ydes tilskud til nedsættelse af prisen for særlig betydningsfulde lægemidler. Tilskuddet bør efter udvalgets opfattelse ydes således, at det kommer samtlige patienter, som har behov for anvendelsen af sådanne lægemidler, direkte tilgode som en prisreduktion på en vis procent af det beløb, som forbrugeren selv må afholde til anskaffelse af særlig betydningsfulde lægemidler. Efter udvalgets opfattelse vil det være rimeligt at gennemføre en ordning, der i det omfang, hvori apotekerfondens overskud tillader det, medfører en samlet nedsættelse af prisen på medicin på ca. 2 mill. kr. årlig."

Kap. XI (§§ 67-69). Kontrolerede laboratorier og engrosvirksomheder:

De mindre ændringer i den hidtil gældende ordning, som her er foretaget, svarer i hovedsagen til, hvad apotekerkommissionens flertal havde foreslået.

Kap. XII (§§ 70-82). Almindelige regler om medicinske specialiteter:

Medicinske specialiteter er fabriksfremstillede, færdigpakkede lægemidler, der forhandles enten under et af fabrikken valgt særnavn eller under et af sundhedsstyrelsen fastsat fællesnavn med tilføjelse af fabrikkens navn eller mærke.

Med hensyn til, hvilke regler der for fremtiden skal gælde i forbindelse med disse specialiteter, var der i apotekerkommissionen fuldstændig enighed på de fleste punkter, derunder også om, at en specialitet kun kan forhandles lovligt her i landet, når den er optaget i et af sundhedsstyrelsen ført specialitetsregister. Der var ligeledes enighed om, hvilke betingelser der skal fastsættes for, at en specialitet kan optages i dette register, idet de her foreslåede — og i loven fastsatte — regler kun er en lovfæstelse af den praksis, som i årenes løb har udviklet sig i henhold til apotekerloven af 1932. Uoverensstemmelserne i kommissionen vedrørte reglerne om, hvor længe og på hvilke betingelser en specialitet kan forblive optaget i registeret, endvidere spørgsmålet om adgangen til at forhandle specialiteter under særnavn og tilrettelæggelsen af kontrollen med specialiteternes priser samt endelig, hvilke regler der skal gælde for de specialiteter, der er i handelen i dag, med hensyn til deres optagelse og forbliven i specialitetsregisteret.

Apotekerkommissionens flertal havde her foreslået, at specialitetsanerkendelsen normalt skulle være begrænset til højst 20 år, mens et mindretal fandt det rimeligt at give medicinalindustrien en noget videregående beskyttelse, hvilket sidstnævnte den tidligere regering sluttede sig til, jfr. herom årbog 1952-53, side 441. Det i indeværende samling fremsatte lovforslag fulgte i modsætning hertil apotekerkommissionens flertal, men resultatet af udvalgsbehandlingen blev et kompromis, hvorefter en medicinsk specialitet som hovedregel vil kunne optages i registret for en periode af 20 år med mulighed for forlængelse af registreringen for 5 år ad gangen, sålænge det pågældende lægemiddel må anses for værdifuldt og den ved fremstillingen af specialiteten ydede indsats stadig må anses for særlig værdifuld for befolkningens lægemiddelforsyning. Denne adgang til fortsat forlængelse er dog i almindelighed betinget af, at specialiteterne efter forlængelsen forhandles under fællesnavn, idet det i § 74, stk. 2, bestemmes, at registrering under særnavn ikke kan opretholdes ud over 20 år fra det tidspunkt, specialiteten er bragt i handelen, medmindre det drejer sig om et lægemiddel, der ikke fremstilles på apoteker, eller der i specialiteten indgår en virksom bestanddel, som udelukkende hidrører fra en af ansøgeren gennemført omfattende og udfra såvel medicinsk som økonomisk bedømmelse for befolkningens lægemiddelforsyning særlig ønskelig grundfabrikation.

Ved fremtidige ansøgninger om specialitetsanerkendelse vil således den ansøger, der vælger at lade specialiteten registrere under fællesnavn med deraf følgende mindre konkurrencebegrænsning, have mulighed for forlængelse af registreringen af specialiteten under uændret navn, sålænge betingelserne i § 73, stk. 4, er opfyldt. Vælger ansøgeren derimod registrering under særnavn, vil den heraf følgende stærkere beskyttelse som hovedregel bortfalde efter udløber af 20 år.

Kap. XIII (§§ 83 og 84). Særlige bestemmelser om ældre medicinske specialiteter:

Også angående de heromhandlede bestemmelser var der uenighed i apotekerkommissionen, som det fremgår af redegørelsen i årbog 1952-53, side 442, men resultatet blev som for de nye specialiteters vedkommende, at man gik en mellemvej med hensyn til medicinalfabrikkernes beskyttelse.

Kap. XIV (§ 85) og XV (§§ 86 og 87) indeholder straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser m. v.:

Man enedes under udvalgsbehandlingen om, at kapitlet om afgift og tilskud til apoteker først skal træde i kraft 1. januar 1957, så at der gives apotekerne en 2-årig overgangstid, forinden det nye afgiftssystem bliver effektivt. Bortset herfra træder loven i kraft 1. januar 1955.