Ifølge § 6 i lov nr. 217 af 7. juni 1952 (årbog 1951-52, side 377) skulle lovgivningen om ungdommens uddannelsesfond optages til revision i folketingsåret 1954-55.
I overensstemmelse hermed fremsattes nærværende lovforslag, for hvis formål og indhold undervisningsministeren gav en udførlig redegørelse ved fremsættelsen.
Lovforslaget byggede, efter hvad ministeren anførte, på ovennævnte lov af 7. juni 1952.
„Denne lov, hvorefter der årligt udbetales 1½ mill. kr. til ubemidlede dygtige og evnerige unge, der søger uddannelse ved offentlige anerkendte læreanstalter og fagskoler, har i nogen grad lettet de unges økonomiske muligheder for at få en videreuddannelse, men i et altfor beskedent omfang. Det er således kun en stærkt begrænset kreds af unge, der har kunnet komme i betragtning ved uddelingen af fondens midler. Man har således måttet se helt bort fra et grundlæggende uddannelsesområde som gymnasieundervisningen.
Man har endvidere udelukket al aftenundervisning fra at komme i betragtning, ligesom man har begrænset kredsen ved at udskyde al dagundervisning, der ikke strækker sig over mindst ½ år; endelig har man — hvad der må forekomme selvfølgeligt — udelukket alle uddannelsesområder, hvor de i forvejen tilstedeværende understøttelsesmidler svarer til eller overstiger de understøttelser, som — inklusive støtten fra uddannelsesfonden — kan opnås indenfor de af fonden støttede uddannelsesområder.
I kraft af de således foretagne kraftige beskæringer af de uddannelsesområder, der kan komme i betragtning ved fordelingen af uddannelsesfondens midler, repræsenterer de læreanstalter, skoler m. v., der er inddraget under fondens støttevirksomhed, kun ca. 19 000 elever ialt. Dette elevtal er dog så stort, at der — når bortses fra de 10 pct. af fondens midler, der er ydet som lån — kun har kunnet ydes et støttebeløb af fonden på ca. 70 kr. årlig i gennemsnit pr. elev. ...
Uddannelsesfondens nuværende økonomiske forhold giver imidlertid ingen mulighed for en udvidelse af fondens virksomhed. Fonden råder over en kapital, der, efter at uddelingen for 1953-54 har fundet sted, kun andrager godt 7 mill. kr. Fondens indtægter hidrører alene fra kapitalens renteafkastning og fra overførsel af en eventuel sidste rest fra tipstjenestens overskud. Dette overførselsbeløb fra tipstjenesten har været stadig dalende, og i 1953 har der slet intet kunnet overføres. Det kan derfor forudses, at fondens midler — ved uddeling af det i loven fastsatte beløb af 1½ mill. kr. årlig — vil være opbrugt i løbet af 6-7 år.
Det vil herefter være ganske klart, at der må sikres fonden nogle mere stabile indtægter, end tipsmidlerne har vist sig at være. Og ikke blot må de være mere stabile. De må som nævnt også være af en ganske anden størrelsesorden end de 1½ mill. kr., der i øjeblikket kan uddeles.
Det grundlag, nærværende lovforslag bygger på, er ungdomskommissionens betænkninger. Der sigtes dog ikke på en øjeblikkelig opfyldelse af kommissionens forslag, men kun mod understøttelser, der for de fleste uddannelsesområders vedkommende ligger på ca. halvdelen af kommissionens forslag.
Men selv til opnåelse af dette foreløbige mål kan man ... næppe nøjes med mindre end 10-12 mill. kr. årlig.
Disse midler foreslås tilvejebragt ved en ændring i loven af 10. april 1922 om afgift af arv og gave, således at et beløb svarende til 20 pct. af de årlige arve- og gaveafgifter overføres til uddannelsesfonden som indtægt. Forslag herom fremsættes i dag af finansministeren i forbindelse med et forslag om forhøjelse af visse kategorier af arveafgifter. Fondens herfra hidrørende indtægter anslås til mellem 9 og 9½ mill. kr. årlig.
Endvidere vil handelsministeren i nær fremtid ved fremsættelse af forslag til ændring af loven af 20. juli 1943 om krigsforsikring af privat indbo bringe i forslag, at der tilføres fonden en kapitalformue på 4½ mill. kr. hidrørende fra krigsforsikringspræmier, for hvilke der ikke er blevet anvendelse efter deres bestemmelse.
Allerede nu råder fonden imidlertid som nævnt over en kapital på godt 7 mill. kr., således at den samlede kapitalformue må påregnes at blive på 11 à 12 mill. kr. Renteafkastningen af denne formue — eventuelt i forbindelse med et muligt overførselsbeløb fra tipsmidlerne — skulle kunne bringe fondens samlede årlige indtægter op på ca. 10 mill. kr. Kapitalformuens væsentligste opgave vil dog være at danne en reservefond, på hvilken der kan trækkes i finansår, hvor behovet for støtte ikke kan dækkes af de løbende indtægter."
Lovforslaget mødte i folketinget overvejende tilslutning fra socialdemokratiet, det konservative folkeparti, hvis ordfører dog tog afstand fra den forudsatte forhøjelse af arveafgiften, det radikale venstre og kommunisterne, omend med forskellige forbehold med hensyn til de principper, som lovforslaget byggede på. Særlig skal nævnes, at Alfred Jensen (DK) langtfra fandt forslaget vidtgående nok til at muliggøre den tilsigtede demokratisering af uddannelsen. Henry Christensen (V) var også forhandlingsvillig, men på væsentlige punkter kritisk indstillet overfor lovforslaget, idet han — bortset fra selve finansieringsformen — bl. a. gjorde gældende, at det stillede for store krav til samfundet, og at studiehjælpen i større omfang end foreslået burde ydes som lån i stedet for som legater. Ud fra synspunkter, der på flere punkter var sammenfaldende med venstres, fandt Søren Olesen (DR) heller ikke lovforslaget tilfredsstillende i den foreliggende form. Han mente navnlig, at det ville favorisere den akademiske ungdom på den øvrige ungdoms bekostning.
Efter at lovforslaget havde været gjort til genstand for en indgående forhandling, henvistes det til et udvalg, der ikke nåede til ende med sagens behandling inden folketingsårets slutning.