Lovforslaget tilsigtede navnlig på to punkter indførelse af nye regler til afløsning af de retsvirkninger, der hidtil — i form af valgretsfortabelse og tilbagebetalingspligt — har været knyttet til modtagelsen af kommunehjælp og fattighjælp.

For det første foresloges det at ophæve de bestemmelser, hvorefter modtagelse af offentlig hjælp medfører, at man mister valgret og valgbarhed. Dette ville betyde, at begreberne fattighjælp og fattighjælps virkning bortfaldt.

For det andet foresloges det at lempe forsorgslovens regler om, at kommunehjælp og fattighjælp skal kunne kræves tilbagebetalt.

Endelig foresloges der nogle mindre ændringer i forsorgslovens bidragsregler.

Som begrundelse herfor anføres i bemærkningerne til lovforslaget:

„Spørgsmålet om de retsvirkninger, der i form af tilbagebetalingspligt og tab af valgret og valgbarhed i vidt omfang er knyttet til modtagelsen af offentlig hjælp, har gennem de senere år gang på gang været genstand for drøftelse. Der er således i 1945, 1947, 1949 og 1953 ved særlige love sket omfattende eftergivelser af tidligere oppebåren hjælp, og spørgsmålet om valgretsfortabelsen var fremme under forfatningsforhandlingerne, hvor man dog fandt det rettest at henskyde det til afgørelse i forbindelse med en revision af forsorgslovens herhen hørende regler.

Det er regeringens opfattelse, at de lige nævnte indenfor en forholdsvis kort periode gennemførte eftergivelseslove må tages som udtryk for en erkendelse af, at de gældende regler om retsvirkninger af oppebåren hjælp ikke længere er i overensstemmelse med de synspunkter, der i et moderne demokratisk samfund anlægges på modtagelsen af hjælp fra det offentlige. Man må derfor mene, at en lempelse i forsorgslovens på dette område særdeles strenge bestemmelser, der er ukendte i de fleste andre lande, med hvilke Danmark naturligt kan sammenlignes, ikke fortsat bør afhænge af tilfældige historiske begivenheder. Regeringen har derfor optaget hele dette problem til nærmere overvejelse udfra det hovedsynspunkt, at der nu bør tilvejebringes sådanne ændringer i reglerne, at de bringes i harmoni med den i de senere år på dette og andre områder skete udvikling.

Under disse overvejelser har man også haft opmærksomheden henvendt på karakteren af den bidragspålæggelse, der finder sted for at sikre, at den efter loven forsørgelsespligtige opfylder sine forpligtelser."

Om lovforslagets tre hovedformål skal på grundlag af bemærkningerne nærmere anføres:

1. Reglerne om tab af valgret og valgbarhed:

Disse regler går tilbage til grundloven af 1849, ifølge hvilken det var en betingelse for valgret til rigsdagen, at man ikke „nyder eller har nydt understøttelse af fattigvæsenet, som ikke enten er eftergivet eller tilbagebetalt". Efter denne regel, der opretholdtes ved grundloven af 1915, forudsattes det altså, at hjælp i al fald i visse tilfælde skulle medføre tab af valgret. Grundloven af 5. juni 1953 stiller derimod lovgivningsmagten frit, idet det i § 29 blot er fastsat, at det skal bestemmes ved lov, i hvilket omfang straf og understøttelse, der i lovgivningen betragtes som fattighjælp, medfører tab af valgret.

Folketingsvalgloven af 1953 gentager med hensyn til spørgsmålet om oppebåren hjælps indflydelse på valgretten blot den nye grundlovsregel. Derimod tager folketingsvalgloven udtømmende stilling til spørgsmålet om, hvorvidt idømt straf ligesom tidligere skal udelukke fra valgret, og besvarer det benægtende. Valglovskommissionen begrunder dette med følgende: at man har „taget hensyn til den udvikling, der har fundet sted på dette område, og som senest har givet sig udtryk i lov nr. 286 af 18. juni 1951 om ændring af reglerne om fortabelse af rettigheder som følge af straf. Denne lov betød et afgørende brud med de hidtil gældende regler, og loven ændrer bl. a. også den kommunale valglov, således at der ikke længere stilles noget vandelskrav som betingelse for valgret til de kommunale råd. Der er i kommissionen enighed om, at rigsdagsvalgloven bør følge den kommunale valglov på dette punkt".

I overensstemmelse hermed er der ikke i folketingsvalgloven optaget bestemmelser om straf som hindring for udøvelse af valgretten, men kun som hindring for valgbarhed.

Når der således efter den nye grundlov ikke længere er nogen nødvendighed for at opretholde regler, hvorefter modtagelse af hjælp i visse tilfælde skal medføre tab af valgret og valgbarhed, og når man i folketingsvalgloven har taget det standpunkt, at selv den strengeste straf ikke længere skal kunne medføre valgretsfortabelse, har regeringen ifølge bemærkningerne til lovforslaget fundet det urimeligt at opretholde forsorgslovens regler herom, selv hvor pågældende ved lastværdigt forhold er skyld i sin trang.

Det foresloges derfor, at forsorgslovens regler om tab af valgret og valgbarhed (fattighjælps virkning) skulle bortfalde fuldstændigt, og at det samme skulle gælde de bestemmelser i forsorgsloven og andre sociale love, som gør det til en betingelse for at opnå et særligt gode, f. eks. alders- eller invaliderente, at ansøgeren ikke har modtaget hjælp fra det offentlige, som er ydet med fattighjælps virkning.

2. Tilbagebetalingspligten:

Kravet om tilbagebetaling knytter sig til kommune- og fattighjælp. Denne pligt virker efter regeringens opfattelse i reglen meget hårdt, når den gøres effektiv, hvilket kun er muligt i så ringe omfang, at gennemsnitlig næppe mere end 4 pct. af de udbetalte beløb tilbagebetales.

Ved særlige love er der som foran nævnt i de senere år med korte mellemrum gennemført omfattende eftergivelser af ydet hjælp i visse grupper af tilfælde, navnlig hvor der ikke ved hjælpens ydelse har været noget at bebrejde den understøttede (se f. eks. lov nr. 174 af 5. juni 1953). Regeringen har derfor anset det for rettest nu at lade disse jævnlige eftergivelser afløse af en indskrænkning i selve lovens regler om tilbagebetaling. Det foreliggende lovforslag gik derfor ud på, at tilbagebetaling fremtidig kun skulle indtræde i særlig opregnede tilfælde, nemlig dels sådanne, hvor vedkommende selv er skyld i sin trang, dels sådanne, hvor det må skønnes, at vedkommende ville opnå en urimelig fordel, hvis han fik hjælpen uden tilbagebetalingspligt. Tilbagebetalingspligten foresloges ikke ophævet for alimentanter, hvis bidrag udbetales forskudsvis af det offentlige.

3. Forsorgslovens bidragsregler:

Det er en konsekvens af forsorgslovens regler om forsørgelsespligt, at den forsørgelsespligtige sættes i bidrag, når der har måttet ydes hans ægtefælle eller barn hjælp, og det skønnes, at han kan afholde en del af udgiften selv. Forsorgsloven indeholder i § 7 nærmere regler om bidragsfastsættelsen. Det fremgår heraf, at bidraget, når der er tale om hjælp ydet til den forsørgelsespligtiges børn, i visse tilfælde skal pålægges i form af et normalbidrag uden hensyn til den forsørgelsespligtiges økonomiske evne. Denne regel virker efter regeringens opfattelse særdeles ubillig overfor økonomisk dårligt stillede og bevirker samtidig, at der ikke kan afkræves den økonomisk velstillede mere end normalbidraget. Det foresloges derfor, at reglen skulle ændres, så at bidrag efter forsorgsloven, når der er tale om en forsørgelsespligtig, altid fastsættes efter den forsørgelsespligtiges „kår, vandel og andre omstændigheder, der egner sig til at tages i betragtning".

Ved lovforslagets 1. behandling udtrykte Edel Saunte (S) sin tilfredshed med lovforslaget, som hun i det store og hele var overordentlig glad for, omend der endnu kunne være en del enkeltheder i forsorgsloven, som trængte til at rettes; det kunne man imidlertid se nærmere på i et udvalg.

N. Chr. Christensen (V) var mere forbeholden overfor lovforslaget. Hans parti ønskede det grundigt behandlet i et udvalg og var villigt til at bidrage til en ajourføring af visse bestemmelser i forsorgsloven. „Det hovedprincip, at vejen til medbestemmelsesret i samfundets anliggender skal stå åben uden hensyn til, om vedkommende nægter at opfylde selv de mest elementære forpligtelser, kan vi ikke godtage. Det er en form for humanisme, der kun kan underminere demokrati og folkestyre, og derfor har det intet med virkelig social og human tankegang at gøre. Hvis båndene i den grad skal løses, som den højtærede socialminister her foreslår, kan man i fremtiden skyde en hvid pind efter enhver form for tilbagebetaling af kommunehjælpsydelser, hvortil der er knyttet bestemmelse om, at der skal kunne kræves tilbagebetaling i visse tilfælde. Man opnår kun at udtvære forskellen mellem særhjælp, som loven giver mulighed for i særlige trangstilfælde, og kommunehjælp, og dermed ruller snebolden videre."

Også Erna Sørensen (KF) var kritisk indstillet overfor lovforslaget, som hendes parti ikke kunne gå med til at gennemføre i den foreliggende form. Man var ikke kategorisk afvisende overfor forslaget, men mente, at det på flere områder gik for vidt. „Man må kalde på ansvarsfølelsen hos den enkelte. Om mange af dem, der nu har deres daglige gang på socialkontoret, gælder det, at hvis de kan kræve hjælp på alle mulige måder uden retsvirkninger, vil de gøre det; hvis vi nu slipper dette løs, således som lovforslaget tillader, vil ansvarsfølelsen, trangen til at klare sig selv, blive endnu mindre hos de personer, der i forvejen spekulerer på støtte fra det offentlige."

Svend Jørgensen (RV) kunne give tilslutning til, at man nu lod kommunehjælp med tab af valgret og fattighjælp bortfalde, og var med hensyn til lovforslagets øvrige bestemmelser villig til at deltage i en forhandling om disse i et udvalg.

Aksel Larsen (DK) takkede ministeren for fremsættelsen af lovforslaget, men mente dog, at det på visse områder kunne og burde forbedres. Særlig mente han, at tilbagebetalingspligten helt burde ophæves, bortset fra særlige tilfælde, hvor hjælpen bør ydes som lån, f. eks. fordi den er ydet som forskud på en erstatning, som den pågældende senere vil få udbetalt.

Hans Hansen (Rørby) (DR) var ligeledes velvilligt indstillet overfor lovforslaget, hvis bestemmelse om, at modtaget hjælp i trangstilfælde ikke burde have nogen virkning med hensyn til valgret, han var en afgjort tilhænger af.

Det udvalg, som lovforslaget henvistes til, afgav ikke betænkning.