L 157 Forslag til lov om tillægsafgift af visse motorkøretøjer m. v.

Af: Finansminister Viggo Kampmann (S)
Samling: 1953-54
Status: Bortfaldet
Lovforslaget indgik som led i det side 128 omtalte kompleks af lovforslag.

Efter forslaget skulle den ved lov nr. 75 af 31. marts 1954 for finansåret 1954-55 fastsatte tillægsafgift af visse motorkøretøjer opkræves med 100 pct. af den ordinære vægtafgift, hvilket ville betyde, at man annullerede den halvering af tillægsafgiften, som var besluttet ved nævnte lov. Forslaget gik med andre ord ud på, at tillægsafgiften skulle opkræves med samme sats for 1954-55 som for 1953-54. Samtidig foresloges det, at der for finansåret 1955-56 skulle opkræves en tillægsafgift på 150 pct. af den ordinære vægtafgift.

Den foreslåede yderligere tillægsafgift for 1954-55 ansloges at ville indbringe 10-11 mill. kr., mens tillægsafgiften for 1955-56 antoges at ville indbringe omkring 35 mill. kr. Ligesom med hensyn til tillægsafgiften for de tidligere finansår foresloges det, at provenuet af den i nærværende lovforslag omhandlede tillægsafgift i sin helhed skulle tilfalde vejfonden, men således at der kun kunne disponeres over det med tilslutning fra folketingets finansudvalg.

Lovforslaget mødte ikke den fornødne tilslutning til, at det kunne gennemføres.
Partiernes ordførere
Poul Hansen (Kalundborg) (S), Erik Eriksen (V), Aksel Møller (KF), Bertel Dahlgaard (RV), Aksel Larsen (DKP) og Viggo Starcke (DR)