I 1949 afgav den af arbejds- og socialministeriet nedsatte ungdomskommission en betænkning vedrørende de værnepligtiges forhold. De i denne betænkning indeholdte forslag til reformer i de værnepligtiges retslige forhold gav anledning til, at krigsministeriet og marineministeriet i september 1949 nedsatte et udvalg til overvejelse af forslag til ændringer i den militære straffelov — lov nr. 114 af 7. maj 1937 — og den militære retsplejelov — lov nr. 542 af 4. oktober 1919 med senere ændringer. I december 1952 afgav udvalget sin betænkning efter at have gennemgået såvel de af ungdomskommissionen stillede forslag som en række under udvalgsarbejdet fra anden side fremkomne forslag til ændring af den militære straffe- og retsplejelovgivning. Endelig havde udvalget stillet forslag om en ajourføring af den militære straffe- og retsplejelovgivning under hensyn til de senere fremkomne love, navnlig de skete ændringer i lov om rettens pleje. Udvalgets forslag var for langt den overvejende dels vedkommende tiltrådt af samtlige medlemmer, idet der dog om enkelte spørgsmål var afgivet mindretalsindstillinger.

Forslagene til de her omhandlede love var i overensstemmelse med udvalgets eller dets flertals indstillinger. Dog havde ministeriet ikke kunnet følge et forslag om lønafkortning for strafafsonere. Endvidere havde ministeriet af sproglige hensyn foreslået, at ordene „overmand" og „undermand", hvor de forekommer i militær straffelov og militær retsplejelov, ændres til henholdsvis: „foranstående" og „efterstående".

Som bilag til de to lovforslag var optrykt udkast til kundgørelse for forsvaret vedrørende de ved lovene skete ændringer - henholdsvis den militære straffelov og den militære retsplejelov.

Den militære straffelov:

Den vigtigste ændring i den militære straffelov er sket med hensyn til strafarterne. Såvel streng arrest som skærpet arrest ophæves. De tilbageværende straffe er herefter: irettesættelse, som i modsætning til tidligere vil kunne oplæses ved appel eller mønstring, kvarterarrest, vagtarrest — kun den sidste arreststraf er en cellestraf — fængsel samt i krigstid livsstraf. Som konsekvens af afskaffelsen af de to strengeste arreststraffe ændres maksimum for kvarterarrest fra hidtil 30 til 60 dage. En tilsvarende ændring er sket for vagtarresten, der dog også tidligere kunne anvendes i et sådant omfang, men kun overfor befalingsmænd. Vagtarrest er yderligere skærpet ved, at afsonere er pligtige efter ordre at udføre passende arbejde, men de har ikke krav på beskæftigelse. Endvidere er læsning i modsætning til tidligere kun tilladt vagtarrestanter i begrænset omfang efter regler, fastsat ved kongelig anordning.

Af andre ændringer kan nævnes, at der er indført en ny regel om, at bøde kan anvendes for overtrædelse af den militære straffelov i tilfælde, hvor der normalt ville være blevet ikendt en betinget straf, men hvor en sådan straf ikke kan finde anvendelse, enten fordi den pågældende ikke er tjenstgørende, eller fordi han står umiddelbart foran hjemsendelse, således at den resterende tjenestetid ikke kan antages at udgøre en passende prøvetid, der ved militære straffe er begrænset til den resterende tjenestetid.

Ophævelsen af strafarterne streng arrest og skærpet arrest har medført en række ændringer i den militære straffelovs specielle del.

Den militære retsplejelov:

Ændringerne i den militære retsplejelov er i de fleste tilfælde en følge af ændringer i den borgerlige retsplejelov og væsentlig af teknisk natur. I bemærkningerne til lovforslaget oplystes, at der ikke var medtaget et i den ovennævnte betænkning af december 1952 stillet forslag om en ændret affattelse af militær retsplejelov § 44, hvorefter anvendelse af visse disciplinarmidler — såsom nægtelse af visse friheder og tilladelser — skulle ske efter nærmere af forsvarsministeren fastsatte regler. Begrundelsen herfor var, at spørgsmålet om de værnepligtiges friheder — herunder også spørgsmålet om, i hvilket omfang friheder kan og bør tilsikres de værnepligtige som ufratagelige — ikke er endeligt løst i den omtalte betænkning. Man havde derfor besluttet at overlade det til et af ministeriet nedsat udvalg at foretage en nærmere undersøgelse af dette spørgsmål. Dette udvalg har endvidere til opgave at overveje forslag til ændring af den militære retsplejeordning, hvorved der navnlig er tænkt på påtalemyndighedens organisation.

Om de i loven indeholdte ændringer bemærkes, at den hidtidige bestemmelse om, at der skal være en forsvarer, såsnart tiltale er rejst i en militær straffesag, er lempet således, at forsvarer ikke beskikkes i tilfælde, hvor sagen havde været politisag, hvis den ikke skulle behandles som militær straffesag. Bestemmelsen tilsigter, at forsvarer ikke som nu beskikkes i videre omfang indenfor den militære strafferetspleje end indenfor den borgerlige. I reglen om, at disciplinarmidler, når omstændighederne taler derfor, kan anvendes i stedet for straf for mindre forseelser og forsømmelser, er ordet „kan" ændret til „bør". Ved denne ændring er det indskærpet, at pålæg af straf bør undgås, sålænge det er forsvarligt at indskrænke sig til at bringe disciplinarmidler i anvendelse.

I overensstemmelse med en foran omtalt ændring i den militære straffelov er den militære retsplejelov ændret således, at der uden dom kan pålægges indtil 60 dages kvarter- eller vagtarrest og for ikke tjenstgørendes vedkommende 60 dages hæfte.

Loven foreskriver udtrykkelig, at der, når en straf er pålagt, uopholdeligt skal gives den pågældende meddelelse herom og om de ham ifølge den militære retsplejelov tilkommende beføjelser, idet det herved sikres, at den, hvem straf pålægges, får klar meddelelse om de udveje, loven åbner ham for en fornyet prøvelse. Såfremt straffen ikke er pålagt af rettergangschefen, skal det således tilkendegives den pågældende, at han har en betænkningstid på 2 X 24 timer, og at han indenfor dette tidsrum har ret til at få sagen forelagt domstolene eller rettergangschefen til afgørelse, samt at han i dette sidste tilfælde ikke fortaber sin ret til at få sagen afgjort ved dom.

Ved 1. behandling af de to lovforslag gav ordførerne for socialdemokratiet, venstre, det konservative folkeparti, det radikale venstre og retsforbundet tilslutning til lovforslagene, hvis enkeltheder de fandt bedst egnede til gennemgang i et udvalg. Fuglsang (DK) betegnede lovforslagene som fremskridt i sammenligning med bestående regler, men fandt samtidig adskillige betydelige mangler i flere af bestemmelserne. I sine svarbemærkninger til ordførerne udtalte forsvarsministeren, at han håbede engang i løbet af folketingsåret 1954-55 at være i stand til at fremsætte forslag både vedrørende de spørgsmål om disciplinære straffe og om de militære rettergangschefers beføjelser, som nu behandledes af det af ministeren nedsatte udvalg.

I folketingsudvalgets betænkning, der var enstemmig, stilledes enkelte ændringsforslag, deriblandt ændringsforslag om, at de to love sammen med loven om talsmænd og klageadgang, jfr. følgende sag, skulle træde i kraft 3 måneder efter deres stadfæstelse.

I udvalgsbetænkningen udtaltes bl. a.:

,,Udvalget tilslutter sig kommissionsbetænkningens udtalelse om, at de mildere straffeformer ikke bør give anledning til forlængelse af straffetiden. Skulle udviklingen imod forventning forme sig anderledes, har ministeren givet løfte om at ville tage spørgsmålet om hjemsendelse som følge af straf op til ny overvejelse.

Udvalget har forespurgt ministeren, om man har tænkt sig under krig at foretage afvigelser fra de regler, der er gældende i den militære retsplejelov, og ministeren har hertil svaret, at man i forsvarsministeriet har arbejdet med problemet, men endnu ikke er nået til noget endeligt resultat i sagen."

Ved 2. behandling blev de to lovforslag kun gjort til genstand for nærmere omtale af Ingmar Wagner (DK), som var utilfreds med, at der ikke af udvalget var taget hensyn til den af det kommunistiske partis ordfører ved 2. behandling fremførte kritik. Han kritiserede navnlig opretholdelsen af den militære straffelovs § 63, hvorefter den, som forsætligt eller uagtsomt undlader at efter, komme en ham efter reglement, særlig forskrift eller tjenesteforholdets natur påhvilende pligt, straffes med arrest. De stillede ændringsforslag vedtoges, og lovforslagene henvistes til fornyet behandling i udvalget, der enstemmigt indstillede dem til vedtagelse i den ved 2. behandling vedtagne skikkelse.

Ved 3. behandling vedtoges de to lovforslag enstemmigt, idet de kommunistiske medlemmer undlod at stemme.