Loven bygger i det væsentlige på et lovudkast, der er udarbejdet af en af justitsministeriet nedsat kommission med den opgave at overveje spørgsmålet om ændringer i den hidtil gældende lov om køb på afbetaling af 8. maj 1917.

Når man tog spørgsmålet om en revision af afbetalingsloven op til overvejelse, skyldtes det, at afbetalingssystemet, der efterhånden har fået en meget stor udbredelse, har haft visse uheldige virkninger.

Det kan navnlig anføres, at den lette adgang til at købe varer på afbetaling kan friste folk til at indgå afbetalingsforpligtelser, der overstiger deres økonomiske evne. Ved tilbud om salg uden udbetaling eller med en ringe udbetaling og små afdrag, eventuelt ved salg under medvirken af pågående agenter, udnyttes uerfarne købere til køb af luksusvarer eller varer, som køberen ikke har brug for, ofte til urimeligt høje priser. Endvidere er det anført, at afbetalingshandelen medfører en øget kriminalitet, idet det ikke sjældent sker, at en køber afhænder salgsgenstanden, forinden købesummen er fuldt betalt.

Kommissionen afgav betænlming i november 1950, og det fremgår af betænkningen bl. a., at man er veget tilbage fra at undtage bestemte varearter fra lovens område, først og fremmest for at undgå at berøve de ubemidlede befolkningslag denne mulighed for at erhverve nødvendige beklædningsgenstande på kredit, og fordi man iøvrigt har anset det for vanskeligt at foretage en afgrænsning af varer, der ikke skal kunne købes på afbetaling.

Man er også veget tilbage fra at foreslå, at varer under en vis værdi skal være undtaget fra lovens område. En sådan grænse måtte sættes meget lavt, og man ville risikere, at de økonomisk dårligst stillede i stedet for at købe varer under værdigrænsen kontant ville købe dyrere varer over værdigrænsen for at opnå kredit.

Med hensyn til fastsættelse af en mindstegrænse for udbetalingen ved købets indgåelse, der skulle modvirke uovervejede køb på afbetaling, har man ikke ment at burde give nogen regel, da forholdene indenfor de enkelte brancher varierer overmåde meget.

Under kommissionens overvejelser har man indgående drøftet spørgsmålet om indskrænkning af adgangen til at indgå aftale om køb på afbetaling ved agenter, der foretager personlig henvendelse til køberne, men flertallet har ikke villet foreslå en regel, som begrænser eller forbyder salg på afbetaling ved agenter, idet en sådan bestemmelse også ville ramme de legitime salg.

Loven svarer stort set til kommissionens udkast, omend der blev foretaget en del ændringer, dels inden lovforslagets fremsættelse, dels under dets behandling i folketinget.

Det bemærkes, at loven er fremkommet som et resultat af det nordiske lovsamarbejde, idet den danske kommission har samarbejdet med tilsvarende kommissioner i Finland, Norge og Sverige. Selvom det ikke er lykkedes at nå til helt overensstemmende lovudkast i de 4 lande, er der dog blevet opnået ensartethed på de fleste væsentlige punkter. På grundlag af de i Norge og Sverige udarbejdede lovudkast er gennemført love om ændringer i afbetalingslovgivningen i disse lande, i det væsentlige i overensstemmelse med udkastene.

Om lovens enkelte bestemmelser bemærkes:

I § 1 har man helt ophævet værdigrænsen, så at loven finder anvendelse på ethvert køb på afbetaling uanset afbetalingsprisens størrelse. Årsagen hertil må navnlig søges i, at forholdene har medført, at mange økonomisk svagt stillede personer nu er henvist til at købe genstande af betydelig værdi på afbetaling. Nævnes kan således vognmænds og handelsrejsendes køb af automobiler til brug i deres erhverv, håndværkeres køb af nødvendige maskiner, landbrugeres køb af landbrugsmaskiner o.s.v. Man har fundet det ønskeligt, at lovens beskyttelsesregler også skulle komme til anvendelse på disse købere, for hvem savnet af faste retsregler for opgørelsen mellem parterne i tilfælde af tilbagetagelse af salgsgenstanden i modsat fald ville kunne gøre det vanskeligt at opnå tilfredsstillende kontraktvilkår.

I stk. 4, der indføjedes under sagens behandling i folketinget, bestemmes, at sælgeren ikke gyldigt kan betinge sig ret til at tage tingen tilbage eller forbeholde sig ejendomsret over tingen, medmindre han ved tingens overgivelse til køberen er fyldestgjort for mindst 15 pct. af afbetalingsprisen [d. v. s. summen af de afdrag, der skal erlægges], hvis sidste afdrag efter aftalen skal erlægges senere end 1 år efter tingens overgivelse, og ellers en tolvtedel af afbetalingsprisen. Ved salg af bøger er det dog tilstrækkeligt, at sælgeren, inden nogen del af det købte overgives til køberen, er fyldestgjort for et beløb svarende til det største beløb, der efter aftalen forfalder til betaling indenfor en måned.

I tilslutning hertil bestemmes det i stk. 5, der ligeledes indsattes ved lovforslagets 2. behandling, at hvis afbetalingsprisen er under 200 kr., kan sælgeren ikke betinge sig renter, der ikke er indregnet i afbetalingsprisen.

Undlader køberen at opfylde sin betalingspligt, har sælgeren iflg. § 2, stk. 1, ikke af den grund ret til at tage tingen tilbage, fordre afdrag betalt, som ellers ikke ville være forfaldet, eller gøre anden retsvirkning af undladelsen gældende, medmindre køberen er udeblevet med et beløb 14 dage efter dets forfaldstid og dette beløb udgør enten mindst en tiendedel af afbetalingsprisen eller, hvis der i beløbet indgår flere afdrag, mindst en tyvendedel deraf eller udgør hele sælgerens restfordring.

Bestemmelsen modsvarer reglen i 1917-lovens § 2, stk. 1, men adskiller sig fra denne derved, at der ved beregningen af det skyldige beløb nu vil kunne tages hensyn til eventuelle renter, forsikringspræmier og andre skyldige ydelser. Endvidere vil udeblivelse med det sidste afdrag nu kunne medføre tilbagetagelse uden hensyn til afdragets størrelse.

§ 2, stk. 2, som ikke fandtes i kommissionens udkast, har følgende ordlyd:

„Hvis køberen, inden tingen er taget tilbage, har betalt det beløb, som ikke blev erlagt i rette tid, med tillæg af renter og sælgerens eventuelle omkostninger, kan sælgeren ikke gøre nogen af de i stk. 1 nævnte retsvirkninger gældende, såfremt dette ville virke ubilligt."

Mens bestemmelsen ved fremsættelsen kun omfattede tilfælde, hvor forsinkelsen med betalingen skyldtes sygdom, arbejdsløshed eller andet undskyldeligt forhold, blev den ved 2. behandling udvidet til at omfatte ethvert tilfælde, hvor en sælgers anvendelse af de i stk. 1 nævnte retsvirkninger ville virke ubilligt.

§ 3 om fastsættelsen af tilbagetagne tings værdi svarer til, hvad der forud var gældende efter 1917-lovens § 3 i forbindelse med retspraksis.

Hvad sælgeren kan regne sig tilgode, når tingen tages tilbage, opregnes i § 4. Paragraffen er omredigeret, men iøvrigt ikke meget forskellig fra den tilsvarende i 1917-loven, bortset fra at rentekrav nu kan tages med i betragtning, forsåvidt afbetalingsprisen overstiger 3 000 kr.

§§ 5-7 er i hovedsagen uforandrede, bortset fra en i § 6 gjort tilføjelse, hvorefter køberen altid, uanset om sælgeren har krævet tingen tilbage eller ej, kan afgøre sit mellemværende med sælgeren ved at betale dennes restfordring, beregnet efter reglerne i § 4.

§ 8, der er ny, har følgende ordlyd:

„Sælgeren kan ikke forbeholde sig, at køberens ret efter et køb på afbetaling skal være betinget af, at han opfylder sine forpligtelser efter et andet køb eller iøvrigt betaler beløb, som sælgeren ikke kan godskrive sig efter § 4.

Ejheller kan sælgeren betinge sig, at beløb, som køberen indbetaler, først skal afskrives på andre købet uvedkommende fordringer, medmindre de hidrører fra reparation af tingen eller andre foranstaltninger vedrørende denne.

En bestemmelse i en aftale om køb på afbetaling kan iøvrigt tilsidesættes helt eller delvis, hvis det ville være utilbørligt eller klart stridende mod god forretningsskik at gøre den gældende.

Er der aftalt en urimelig afbetalingspris, skal prisen nedsættes til, hvad der skønnes rimeligt. Afkortningen sker da i det eller de sidste beløb, der skal betales efter aftalen. Har sælgeren krævet et urimeligt vederlag for at give køberen henstand eller andre lempelser i kontraktvilkårene, sker afkortning på samme måde."

I § 9 bestemmes:

„Er det i aftalen bestemt, at køberens undladelse af at opfylde sine forpligtelser skal medføre, at tilbagestående afdrag forfalder til betaling tidligere end til de fastsatte tider, og afkræver sælgeren under påberåbelse heraf køberen et større beløb, end der ellers ville være forfaldent, bliver sælgerens fordring at beregne efter de i § 4 givne regler.

For sælgerens tilgodehavende kan der ikke gøres udlæg i den solgte ting. Udlæg kan derimod ske i køberens øvrige formue; dog kan køberen, hvis sådan retsforfølgning kan antages at påføre ham tab, der ikke findes rimeligt, henvise sælgeren til, så vidt tilstrække kan, at søge fyldestgørelse ved tingens tilbagetagelse i overensstemmelse med reglerne i §§ 2-7."

Stk. 1 svarer med en enkelt redaktionel ændring ganske til den tidligere lov. Stk. 2 er nyt, men udtrykker i hovedsagen tidligere retspraksis, som gentagne gange har fastslået, at en sælger ikke ved efter opnået dom at søge udlæg i salgsgenstanden kan tilsidesætte de regler, som loven indeholder til beskyttelse af køberen i tilfælde af tingens tilbagetagelse. At udlæg kan ske i køberens øvrige formue, stemmer ligeledes med hidtidig retspraksis. Den meget vidtgående indskrænkning, der i paragraffens slutning gøres i denne hovedregel, bygger på retsplejelovens princip om, at en skyldner i et vist omfang er berettiget til at påvise de ting, i hvilke udlæg skal ske.

§ 10 er sålydende:

„Vil sælgeren tage tingen tilbage, kan det ske ved fogedens hjælp, såfremt der om købet er oprettet et af køberen underskrevet dokument, hvoraf køberen har modtaget en genpart, og som

1. indeholder forbehold om sælgerens ejendomsret eller om sælgerens ret til at tage tingen tilbage,

2. angiver, hvad køberen skal erlægge, og forfaldstiden for hvert enkelt afdrag.

Begæringen til fogeden skal være affattet skriftligt og være bilagt det nævnte dokument og en udregning af, hvad sælgeren kræver i henhold til § 4.

Søges tingen tilbagetaget på grund af forsinkelse med betalingen, kan fogeden bestemme, at forretningen skal udsættes, såfremt det sandsynliggøres, at køberen på grund af sygdom, arbejdsløshed eller andet undskyldeligt forhold er kommet i økonomiske vanskeligheder, der må antages at være forbigående. Udsættelsen kan ikke strække sig udover 4 måneder fra den dag, da det første af de ikke betalte beløb efter aftalen forfaldt til betaling. Udsættelse må ikke gives, hvis sælgerens ret til tingen derved udsættes for fare, eller hvis hensynet til sælgeren iøvrigt taler afgørende derimod. Fogeden kan fastsætte særlige vilkår for udsættelsen og kan, hvis køberens forhold giver anledning dertil, til enhver tid bestemme, at forretningen skal fremmes."

Stk. 1 stiller større krav end den tilsvarende bestemmelse i 1917-loven, men svarer stort set til, hvad der har været fordret i praksis.

Stk. 3, der fik sin endelige udformning ved 2. behandling, fandtes ikke i kommissionens udkast.

§ 11 indeholder regler for køberens tilsigelse til fogedkontoret og for eventuelle tvangsforanstaltninger mod køberen. I modsætning til tidligere er der herved hjemmel for at lade ham fremstille af politiet. Paragraffens udformning tilsigter at bringe teksten i overensstemmelse med retsplejeloven.

§ 12 indeholder regler om værdiansættelse og skøn og er stort set en ajourføring og modernisering af disse regler. Det bemærkes, at den tidligere begrænsning i adgangen til at begære optagelse af skøn — denne var afhængig af vurderingssummens størrelse — nu er bortfaldet.

§ 13 indeholder regler om sikkerhedsstillelse fra en af parternes side og svarer med en enkelt udvidelse — forårsaget af den nugældende mulighed for anke — til tidligere ret.

§ 14 er ligeledes at betragte som en ajourføring og modernisering af den tidligere lovs regler om et til sikkerhed stillet beløb i tilfælde, hvor sælgeren er indsat i besiddelse af tingen.

§ 15 og § 16 svarer ganske til 1917-loven.

§ 17 er sålydende:

„De i denne lov til beskyttelse for køberen givne bestemmelser kan ikke fraviges til hans skade ved forudgående overenskomst mellem sælger og køber.

Har køberen aftalt med sælgeren, at en trediemand skal være bemyndiget til at optræde på hans vegne i tilfælde af misligholdelse, er det uden retsvirkning."

I den tidligere lovs affattelse var forbudet i stk. 1 begrænset til bestemmelser til beskyttelse for køberen „i tilfælde af misligholdelse". Da der i nærværende lov er optaget forskellige regler til forbedring af køberens retslige stilling også udenfor en aktuel misligholdelsessituation, har man fundet det rigtigst at lade de nævnte ord udgå.

§ 18 har følgende ordlyd:

„Har nogen, som erhvervsmæssigt sælger eller medvirker til at sælge ting på afbetaling, drevet denne virksomhed på en måde, der strider mod god forretningsskik i forhold til køberne, kan han frakendes retten til at drive sådan næringsvirksomhed for et tidsrum af mindst 1 og højst 5 år eller i gentagelsestilfælde for bestandig. Retten kan frakendes såvel personer, der sælger eller medvirker til at sælge, som aktieselskaber og andre sammenslutninger.

Frakendelse i medfør af stk. 1 kan ske ved dom i en straffesag eller i en særlig anlagt politisag.

Den, der erhvervsmæssigt sælger eller medvirker til at sælge ting på afbetaling i strid med en i medfør af stk. 1 truffet bestemmelse, straffes med bøde."

Bestemmelsen fandtes ikke i den tidligere lov. Den indsattes, ved lovforslagets 2. behandling i overensstemmelse med principperne i det forslag, der fandtes i kommissionsbetænkningen, hvorimod den ikke var medtaget ved lovforslagets fremsættelse. Bestemmelsen griber ikke på forhånd ind i parternes adgang til at indgå kontrakter, men tilsigter gennem sin trusel om forbud at virke i forebyggende retning og medføre en sund udvikling af afbetalingshandelen.

§ 19 indeholder ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser.

Lovforslaget blev velvilligt modtaget i folketinget, hvor det fra alle sider anerkendtes, at udviklingen indenfor afbetalingshandelen havde begrundet en undersøgelse af og ændringer i afbetalingssystemets regler. Fra flere sider udtaltes det, at de foreslåede ændringer ikke var så vidtgående, som man kunne ønske, men det anerkendtes samtidigt, at de meget store interessemodsætninger, som der her var tale om, forhindrede altfor vidtgående og kategoriske regler.

Lovforslaget underkastedes en grundig udvalgsbehandling, der medførte en række ændringer, som er omtalt ovenfor. Det vedtoges enstemmigt med 133 stemmer.