Ved lov nr. 458 af 22. december 1939 om midlertidige ændringer i reglerne om påligning og opkrævning af indkomst- og formueskat til staten indførtes der på visse punkter, hvor forholdene i særlig grad talte derfor, en række ændringer i lov nr. 149 af 10. april 1922 om indkomst- og formueskat til staten. Bestemmelserne i 1939-loven; der kun havde gyldighed for skatteårene 1940-41 og 1941—42, er med visse ændringer og tilføjelser gentaget i en række love, senest lov nr. 420 af 17. december 1952 (årbog 1952-53, side 179), hvorved bestemmelsernes gyldighed er udstrakt til de efterfølgende skatteår, til og med skatteåret 1953-54. Ved lov nr. 517 af 19. december 1942, det vil sige fra og med skatteåret 1943-44, foretoges der imidlertid en opdeling af de pågældende bestemmelser således, at en del af disse blev gjort permanente indtil videre, mens andre, der særlig søgte deres begrundelse i de under krigen og besættelsen herskende økonomiske forhold, eller som dog ville kunne praktiseres ved et enkelt års skatteligning uden nødvendige konsekvenser for de efterfølgende års ligninger, kun vedtoges som gældende for et enkelt skatteår ad gangen. Loven af 19. december 1942 med senere tilkomne ændringer og tilføjelser er for de senere skatteår optrykt ved lovbekendtgørelse, jfr. bekendtgørelse nr. 435 af 19. december 1952, der er taget som udgangspunkt for nærværende lov.
I denne er de midlertidige bestemmelser i lovbekendtgørelsen af 19. december 1952, nemlig §§ 4-8, 10-12, 16 og 21 opretholdt som gældende også ved ligningen for skatteåret 1954-55, forsåvidt angår §§ 4, 5 og 21 dog med visse ændringer. Endvidere indeholder loven bortset fra redaktionelle ændringer nye regler om retten til fradrag for kontingenter til faglige sammenslutninger samt — med virkning fra og med skatteåret 1955-56 — om retten til fradrag for udgifter til forsikringer og pensionsordninger.
Lempelser for rentemodtagere m. fl.:
I henhold til ligningslovens § 5 har der i de senere år i selve skatteansættelsen været indrømmet et nedslag for nedsat erhvervsevne for personer, der ved skatteårets begyndelse oppebærer eller er kendt berettiget til at oppebære aldersrente, invaliderente, den i folkeforsikringslovens § 62 omhandlede ydelse eller hjælp til kronisk syge i henhold til forsorgslovens §§ 247 og 248, eller som på nævnte tidspunkt vil være fyldt 65 år, alt forsåvidt den pågældendes skattepligtige indkomst ikke overstiger de i loven angivne maksimalindkomstbeløb. Nedslaget beregnes under hensyn til, om den pågældende efter statsskattelovens regler betragtes som forsørger eller ej, dog højst med forskellen mellem den pågældendes skattepligtige indkomst og maksimalindkomsten.
De lempelser, som nedslagsordningen indebærer, er fra år til år blevet forøget, for at rentebeløbene ikke skal blive ramt af skatteprogressionen som følge af den stedfundne prisopgang. Også for skatteåret 1954-55 er en sådan regulering af maksimalindkomst og nedslagsbeløb fundet påkrævet, idet de pågældende personer ellers ville komme ud for en skatteforhøjelse på — for nogles vedkommende — op til 30 kr.
Der er ved reguleringen af beløbene taget hensyn til de ekstraordinære tilskud, som er udbetalt rentemodtagerne i 1953. Derimod har man set bort fra den særlige ydelse, der kommer til udbetaling i januar 1954, da den først skal medtages ved skatteopgørelsen for 1955-56.
Skattenedsættelse for nyetablerede:
Ved ligningslovens § 21 hjemledes der for skatteåret 1953-54 skatterådene adgang til i visse tilfælde bevillingsmæssigt at indrømme nedsættelse i den skattepligtige indkomst for skatteydere, der i tiden mellem den 1. april 1950 og den 1. december 1952 første gang havde etableret eller overtaget selvstændig erhvervsvirksomhed, hvoraf de stadig var indehavere. Bestemmelserne herom har man opretholdt for 1954-55 med den ændring, at perioden, i hvilken etableringen eller overtagelsen skal have fundet sted, udstrækkes til tiden fra 1. april 1950 til 1. november 1953. Desuden indføjedes i folketinget en ændring, hvorefter ligningslovens § 21, stk. 2, affattes således:
„Består virksomheden i land-, skov- eller havebrugsvirksomhed, skal nedsættelsen højst kunne udgøre et beløb svarende til 20 pct. af det beløb, hvormed den dokumenterede gæld pr. 1. januar 1954 overstiger 100 pct. af den skattemæssige værdi af fast ejendom, besætning og inventar, forsåvidt skatteyderen i det indkomstår, der ligger til grund for skatteåret 1954-55, har afdraget et så stort beløb på gælden. I modsat fald kan nedsættelsen kun andrage det afdragne beløb."
I stedet for „100 pct." stod der i den for 1953-54 gældende bestemmelse „125 pct."
Fradrag for kontingenter til faglige sammenslutninger:
Ved indføjelse af en ny § 20 i ligningsloven er der givet udvidet adgang til fradrag for kontingenter til arbejdsgiverforeninger, fagforeninger og andre faglige sammenslutninger. Mens der efter den hidtil gældende praksis i almindelighed kun har kunnet fradrages 75 pct. af sådanne kontingenter, tillades nu — i lighed med skattelovskommissionens forslag og statsskattelovforslaget — fuldt fradrag. Skattelovskommissionen anførte herom i sin betænkning, at medlemsskab af en faglig sammenslutning praktisk talt altid må anses for en nødvendighed for udøvelsen af det pågældende erhverv, og man har ud fra denne betragtning nu hjemlet den fulde fradragsret med virkning allerede for skatteåret 1954-55.
Fradrag for forsikringspræmier m. v.:
De nye regler herom findes i ligningslovens § 19, som denne er ændret ved nærværende lov, der giver paragraffen følgende affattelse:
„Stk. 1. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan fradrages:
1) Udgifter til arbejdsløshedsforsikring,
2) Udgifter til præmie vedrørende livrente, overlevelsesrente, arverente, invaliderente, pensionsforsikring eller lignende renteforsikring, der er tegnet til fordel for den skattepligtige eller hans pårørende, samt bidrag til en pensionsordning, der går ud på at sikre den skattepligtige eller hans pårørende en løbende årlig pensionsindtægt. Som renteforsikring betragtes annuitetsforsikringer, når forsikringssummens ratevise udbetaling efter policen skal udstrækkes over et åremål af 10 år eller mere, eller når forsikringen er kombineret med en opsat livrenteforsikring, alt forsåvidt der ikke ved policen er tillagt den til udbetaling berettigede valgfrihed mellem ratevis eller samlet udbetaling af forsikringssummen, i hvilket tilfælde forsikringen altid i skattemæssig henseende vil være at betragte som en kapitalforsikring, for hvilken præmier kun kan bringes til fradrag i det under nr. 3) angivne omfang.
Indskud een gang for alle til en forsikrings- eller pensionsordning af fornævnte indhold kan ikke på samme måde fradrages i indkomsten for det år, hvori indskuddet præsteres, men kan fradrages med 1/15 i dette og hvert af de efterfølgende 14 år. Hvor præmie- eller bidragsbeløb efter forsikrings- eller pensionskontrakten skal tilsvares over et kortere åremål end 15 år, kan der i det enkelte år indenfor præmiebetalingsperioden fradrages en så stor del af det erlagte beløb, som svarer til forholdet mellem præmiebetalingsperiodens åremål og 15 år; efter præmiebetalingsperiodens udløb kan der i det enkelte år foretages et tilsvarende fradrag, indtil der er sket fradrag for det ialt erlagte præmiebeløb. Dør den skattepligtige inden afskrivningen er afsluttet, kan den fortsættes af ægtefællen, forsåvidt ordningen er truffet til fordel for denne.
3) Andre beløb end under nr. 1) og 2) nævnt, som af den skattepligtige er anvendt til pensions- og enkeforsørgelse, livsforsikring, ulykkes-, syge-, invaliditets- og alderdomsforsikring, dog ikke udover et samlet beløb af indtil 600 kr. årlig.
Stk. 2. Bestemmelserne i stk. 1 kommer først til anvendelse fra og med skatteåret 1955-56; de træder i stedet for bestemmelsen i § 6, stk. 1 c, 2. pkt., i lov nr. 149 af 10. april 1922. Den i stk. 1, nr. 2), hjemlede afskrivningsret kan kun gøres gældende for indskud m. v., der er foretaget i indkomstår, der ligger til grund for skatteansættelsen for skatteår fra og med skatteåret 1955—56.
Stk. 3. Forsikringsselskaber er pligtige til efter en gennemgang af alle inden 1. januar 1954 tegnede forsikringskontrakter, der går ud på en kombination af forsikringer som i stk. 1, nr. 2) og 3), nævnt, at give de pågældende forsikringstagere meddelelse om det årlige præmiebeløbs fordeling på henholdsvis den under 2) og den under 3) nævnte forsikring. Hvor sådanne forsikringer tegnes den 1. januar 1954 og derefter, skal der gives forsikringspolicen påtegning om præmiebeløbets eller eengangsindskuddets fordeling."
Ved fremsættelsen af lovforslaget udtalte finansministeren om denne paragraf bl. a.:
„Når det er foreslået allerede nu — på ligningsloven — at få fradragsspørgsmålet løst, er det i erkendelse af, at dette så længe debatterede spørgsmål tiltrænger en løsning snarest. Det har jo også flere gange været fremdraget under behandlingen af tidligere ligningslove. Imidlertid må det erkendes, at en gennemgribende nyordning på dette område ikke er praktisk gennemførlig med ganske kort varsel. Grunden hertil er, at den foreslåede nyordning — ligesom skattelovskommissionens og statsskattelovforslagets — bygger på en forskel i fradragsretten for de forskellige arter af forsikringer og pensionsordninger. Dette må uundgåeligt medføre visse vanskeligheder ved overgangen fra det nugældende fradragssystem til de nu foreslåede nye regler. Dette skyldes især, at forsikringsformerne er så varierende, og at der forekommer adskillige forsikringsformer, der er en kombination af kapital- og renteforsikringer. Ved alle sådanne forsikringer er det nødvendigt at foretage en opdeling af præmien eller indskuddet i den del, der falder på kapitalforsikringen, og den del, der falder på renteforsikringen. En sådan deling er forsikringsselskaberne i stand til at foretage, men det må nødvendigvis tage selskaberne en ret lang tid at gennemgå samtlige bestående forsikringer af blandet karakter, at foretage den omtalte fordeling og at tilstille forsikringstagerne meddelelse herom til brug ved deres selvangivelse.
Det nævnte forhold vil medføre, at en nyordning ikke er gennemførlig med virkning allerede for skatteåret 1954-55, og forslaget går derfor ud på, at der nu på ligningsloven tilvejebringes hjemmel for nyordningen, men således at denne først skal træde i kraft fra og med skatteåret 1955-56. Man vil herved få den fornødne tid til ordningens praktiske iværksættelse. Forsikringsselskaberne vil kunne drage omsorg for, at alle kombinerede forsikringspolicer, der oprettes for fremtiden, får påtegning om opdeling af præmien og indskuddet overensstemmende med de nye regler for fradragsretten, jfr. nærmere herom lovforslagets § 6, stk. 3. Og alle, der tegner forsikringer i 1954, vil kunne gøre det under hensyntagen til de nye regler, der efter forslaget vil komme til anvendelse på forsikringsudgifter m. v., der afholdes i 1954."
Lovforslaget underkastedes i folketinget en indgående 1. behandling og henvistes derefter til et udvalg, der i sin betænkning udtaler:
„Der er under udvalgsarbejdet fra Fællesrepræsentationen for danske Arbejder- og Funktionærforeninger, Dansk Styrmandsforening og Dansk Skibsførerforening samt en enkelt privat person modtaget skriftlige henvendelser, der udtrykker ønskeligheden af, at den fuldstændige skattefrihed for pensionsbidrag gennemføres allerede for skatteåret 1954-55. Udvalget har i et samråd med finansministeren drøftet muligheden heraf, idet der fra alle sider i udvalget var ønske om, at disse fradrag for egentlige pensionsydelser blev gennemført, såsnart det var praktisk muligt.
Da det imidlertid efter de givne oplysninger ville være udelukket, at de nødvendige forberedelser kunne tilendebringes, så ordningen kunne gennemføres for alle pensionsforsikrede m. v. til det kommende skatteår, er der i udvalget enighed om at følge ministerens forslag i lovforslagets § 6.
Overfor udvalget er fremsat ønske om, at hjælp til tuberkulose- og polioramte efter forsorgslovens § 263, der ydes som supplement til hjælp efter folkeforsikringsloven, gøres skattefri ved en tilføjelse til ligningslovens § 13, stk. 1, i. Udvalget er dog enigt om, at man må afvente en undersøgelse af, hvilke andre hjælpearter der bør komme i betragtning i denne forbindelse.
Udvalget er enigt om, at den for 1952-53 gennemførte bestemmelse i lovens § 21 var en forsøgsordning, der bør gennemføres også for det kommende år. Da der imidlertid fra forskellig side er udtalt ønske om, at den begrænsning, der er givet i stk. 2, hvorefter gælden skal udgøre mindst 125 pct. af de faste værdier, nedsættes, er udvalget enigt om, at der i stk. 2, 3. linie, sker den ændring, at 125 pct. nedsættes til 100 pct.
Fra bymæssige kommuner og fra enkelte kommuner i hovedstadens omegn, der har den såkaldte Gentoftestatus, har udvalget modtaget henvendelse om, at kommunerne Brøndbyerne, Høje Taastrup og Ballerup-Maaløv henføres under hovedstadsområdet (område A).
Da finansministeren overfor udvalget har givet tilsagn om i det kommende år at tage kommuneinddelingen, såvel i henseende til skattelovgivningen som i henseende til sociallovgivningen, op til undersøgelse, er udvalget enedes om for det kommende skatteår at bevare den nuværende inddeling.
Udvalget indstiller derfor lovforslaget til vedtagelse som forelagt med undtagelse af nedenstående ændringsforslag til lovens § 21 (lovforslagets § 9, stk. 2, 6. linie, hvor 125 pct. ændres til 100 pct.). Dette forslag er stillet af udvalget og tiltrådt af finansministeren.
Et mindretal indenfor udvalget (Axel Sørensen) nærer af principielle grunde betænkelighed ved, at kontingenter til arbejdsgiver- og fagforeninger kan fradrages med 100 pct., af hensyn til at beløb heraf anvendes til partipolitiske formål.
Det radikale venstre agter imidlertid at fremsætte lovforslag i folketinget vedrørende visse erhvervsmæssige sammenslutningers og faglige organisationers bidrag til partipolitisk virksomhed, og mindretallet har derfor undladt at stille ændringsforslag i forbindelse med nærværende lovforslag."
Ved lovforslagets 2. behandling vedtoges det af udvalget stillede og af finansministeren tiltrådte ændringsforslag, mens 6 fra kommunistisk side udenfor betænkningen stillede ændringsforslag forkastedes. Disse kommunistiske ændringsforslag drejede sig om følgende:
1) Forhøjelse af de i statsskatteloven af 1922, § 8, stk. 1-6, omhandlede fradrags- og indkomstbeløb med 90 pct.
2) Forhøjelse af de i ligningsloven fastsatte børnefradrag og af aldersgrænsen for børnene fra 16 til 18 år.
3) Udvidelse af ligningslovens bestemmelser om skattelempelser for rentemodtagere m. fl. til også at gælde tuberkulose- og polioramte samt enligstillede mødre og enker.
4) Forhøjelse af grænsen for børns sambeskatning med forældrene fra 16 til 18 år og indføjelse af en bestemmelse i ligningslovens § 17, stk. 1 b om, at indtægten for lærlinge og studerende under 18 år altid skal medregnes i familieoverhovedets skattepligtige indkomst. Der ville herved blive udvidet adgang til at opnå børnefradrag og til at få udbetalt børnetilskud.
5) Indførelse af en pligt for firmaer og selskaber til at opgive til skattevæsenet, hvilke beløb de udbetaler i renter og dividender med angivelse af modtagernes navn og bopæl, ligesom de skal give oplysning om udbetalt arbejdsløn.
6) Indføjelse i statsskatteloven af 1922, § 37, stk. 1, af følgende nye bestemmelse: „For arbejdsløshed udover 30 dage vil der altid være at eftergive et beløb svarende til skatten for ledighedsperioden".
I den affattelse, som lovforslaget fik efter afstemningen ved 2. behandling, vedtoges det enstemmigt ved 3. behandling, idet de grønlandske repræsentanter afholdt sig fra at stemme.
Efter lovens ikrafttræden har finansministeren i henhold til en bemyndigelse, der er givet ham i § 10, udstedt lovbekendtgørelse nr. 344 af 22. december 1953 om midlertidige ændringer i reglerne om påligning af indkomst- og formueskat til staten, hvilken bekendtgørelse træder i stedet for den tilsvarende af 19. december 1952.