Ved lov nr. 500 af 20. december 1950 om bortsalg af visse brugte personmotorkøretøjer blev det bestemt, at personer eller virksomheder, der opnår tilladelse til indkøb af et ikke tidligere indregistreret personmotorkøretøj til udskiftning af et ældre personmotorkøretøj, skulle lade det pågældende ældre motorkøretøj afhænde ved offentligt bortsalg, og at kun 60 pct. af det ved salget opnåede nettobeløb skulle tilfalde vedkommende ejer, mens restbeløbet skulle indgå i vejfonden. Den begrænsede import havde medført meget betydelige overpriser på brugte motorkøretøjer, og det fandtes urimeligt, at de pågældende personer eller virksomheder, når de fik adgang til indkøb af et nyt personautomobil, samtidig skulle indkassere den helt ekstraordinære konjunkturgevinst, der var betinget af, at landets økonomiske forhold ikke muliggjorde den fornødne import af personmotorkøretøjer. Hertil kommer, at man ved i rimeligt omfang at inddrage overprisen på de vogne, der således skulle udskiftes, kunne bidrage til at lette presset på fordelingen af personvogne.

Loven var tidsbegrænset indtil 1. november 1951 og blev ved lov nr. 431 af 31. oktober 1951 forlænget uforandret indtil den 1. november 1952.

Ved lov nr. 363 af 31. oktober 1952 (årbog 1952-53, side 375) forlængedes loven indtil 1. november 1953 med enkelte ændringer, herunder navnlig en forhøjelse af den andel af salgssummen, der tilkommer motorkøretøjets ejer. Det blev ved lovændringen, der var forårsaget af det prisfald, der i årets løb var konstateret for brugte personautomobiler, fastsat, at de første 2 000 kr. af det nettobeløb, der opnåedes ved motorkøretøjets bortsalg, skulle tilfalde vognens ejer ubeskåret, og at kun det overskydende beløb skulle deles mellem ejeren og vejfonden med henholdsvis 60 pct. og 40 pct.

Ved nærværende lov forlænges ordningen yderligere til 1. november 1954, dog med den ændring at sælgeren af det brugte motorkøretøj skal have ret til 2 000 kr. med tillæg af 75 pct. af det beløb, hvormed salgsummmens nettobeløb overstiger 2 000 kr. Desuden er der i loven optaget en bestemmelse om, at den ved kgl. anordning skal kunnes sættes ud af kraft på et tidligere tidspunkt end udløbsdatoen.

Ved fremsættelsen af lovforslaget anførte handelsministeren bl. a.:

„Når loven nu yderligere foreslås forlænget for 1 år, skyldes det, at automobilimporten stadig ikke på langt nær står mål med behovet og de konstaterede priser for brugte motorkøretøjer derfor stadig ligger væsentligt højere, end hvad der ville være tilfældet under normale forhold. Med hensyn til importen er denne vel steget meget væsentligt i det sidste par år, således venter man i år at kunne fordele 16 000-17 000 personautomobiler, hvortil kommer en import på dollarpræmieringsbasis af 7 000-8 000 vogne, således at der ialt i år vil tilgå personvognsparken ca. 25 000 nye vogne. Om udsigterne for importen i 1954 er jeg desværre ikke på nuværende tidspunkt i stand til at udtale mig, men forhåbentlig vil det være muligt til næste år at nå en import af mindst lignende størrelse som den, der er tale om i indeværende år."

Nedsættelsen af vejfondens andel i salgssummen for de biler, der sælges i henhold til lovens bestemmelser, var fundet rimelig i betragtning af det prisfald, der havde kunnet konstateres for brugte biler.

Lovforslaget underkastedes i folketinget en kortvarig udvalgsbehandling. Denne resulterede i et ændringsforslag, hvorefter loven skulle kunne stadfæstes straks efter vedtagelsen, jfr. grundlovens § 42, stk. 7.

Med denne ændring blev lovforslaget vedtaget med enstemmig tilslutning.