Ved loven opretholdes den ordning, der blev truffet ved lov nr. 142 af 30. marts 1946 med efterfølgende forlængelseslove, jfr. senest lov nr. 491 af 20. december 1950 (årbog 1950-51, side 100), som havde gyldighed til udgangen af 1953. Loven, der løber til udgangen af 1956, har følgende indhold:

§ 1. Finansministeren bemyndiges til på statskassens vegne at yde garanti overfor Danmarks Nationalbank, forsåvidt angår de clearinger, betalingsaftaler og andre betalingsarrangementer, hvorom aftale med udlandet er eller måtte blive truffet inden udgangen af året 1956.

§ 2. Finansministeren bemyndiges til efter forhandling med folketingets finansudvalg at udstede sådanne rentebærende statsforskrivninger, som måtte være påkrævede ifølge bestemmelser i betalingsoverenskomster og lignende aftaler truffet med udlandet.

§ 3. Denne lov træder i kraft den 1. januar 1954.

Ved fremsættelsen af lovforslaget anførte finansministeren bl. a.:

„I medfør af lovforslagets § 1 kan finansministeren yde garanti overfor Danmarks Nationalbank for ethvert tab i forbindelse med clearinger, betalingsaftaler og andre betalingsarrangementer med udlandet.

Garantien dækker som nævnt ethvert tab, som nationalbanken måtte lide. Den gælder derfor såvel i tilfælde af, at bankens tilgodehavende hos det pågældende udenlandske betalingsinstitut helt eller delvis går tabt, som i tilfælde af, at banken må holde sin udenlandske modpart skadesløs for kurstab, der er en følge af værdiforskydninger mellem valutaerne. Dette sidste var aktuelt ved devalueringen i 1949.

Det kan tilføjes, at der er enighed mellem finansministeriet og nationalbanken om, at eventuelle kursgevinster skal fradrages ved opgørelsen af tabet.

Normalt vil garantien alene angå saldoen på den pågældende betalingsaftalekonto, men i visse tilfælde må den tillige omfatte beløb, der først senere kommer til afregning. Eksempelvis kan nævnes, at det i den dansk-argentinske betalingsaftale, som blev indgået i 1948, udtrykkeligt er fastsat, at ikke blot kontantsaldoen, men også saldoen for de af den argentinske centralbank foretagne terminsforretninger skal kursreguleres af de to centralbanker indbyrdes.

Som nævnt omfatter garantien først og fremmest den mellem de to centralbanker bestående saldo, men i visse tilfælde må den tillige omfatte beløb, der indestår i private danske eller private udenlandske banker. Det er således almindeligt, at centralbankerne af praktiske grunde har konti hos forskellige private banker i det andet land. At sådanne konti, der i realiteten blot er en slags underkonti, er dækket af garantien, er ganske klart.

Sålænge Den europæiske Betalingsunion består og Danmark er medlem af denne union, vil garantien i væsentligt omfang vedrøre Danmarks betalingsmellemværende med unionen eller de bilaterale forhold, der måtte udspringe af Danmarks medlemsskab af unionen.

Mellemværendet med betalingsunionen opstår ved månedlige udligninger af Danmarks bilaterale saldi med de øvrige Marshalllande. Dette mellemværende er derfor ikke væsensforskelligt fra de mellemværender, der udspringer af de bilaterale betalingsaftaler, for hvilke der afgives garanti i medfør af lovens § 1.

I medfør af lovforslagets § 2 kan finansministeren med finansudvalgets tilslutning udstede sådanne rentebærende statsforskrivninger, som måtte være påkrævede ifølge bestemmelser i indgåede betalingsaftaler eller lignende betalingsarrangementer."

Lovforslaget henvistes efter 1. behandling i folketinget til finansudvalget, der enstemmigt indstillede det til vedtagelse med en enkelt ændring af formel karakter.

I den ændrede affattelse vedtoges lovforslaget ved 3. behandling med 129 stemmer mod 6 (DR); 7 medlemmer (DK) stemte hverken for eller imod.