L 178 Forslag til lov om ændring af ligningsloven, boafgiftsloven og forskellige andre love.

(Udmøntning af skatteinitiativerne i regeringens landdistriktsudspil og regeringens udspil om familier i alle regnbuens farver m.v.).

Af: Skatteminister Rasmus Stoklund (S)
Samling: 2024-25
Status: Fremsat
Lov nr. L 178 af
Formålet med lovforslaget er at udmønte skatteinitiativerne i regeringens landdistriktsudspil og udspil om familier i alle regnbuens farver.

Det foreslås at indføre et befordringsfradrag til studerende, der modtager uddannelsesstøtte efter SU-loven, og som er bosat i yderkommuner eller på småøer.

Endvidere foreslås det, at der indføres mulighed for lavere beskatning af arv og gaver mellem sociale, genetiske forældre og deres børn, børnebørn, oldebørn m.fl., så relationen kan sidestilles med den retlige forældre, hvor bo- og gaveafgiften er på 15 pct.

Derudover udmønter lovforslaget en del af Aftale om Ungeløftet – flere unge i arbejde og forpligtende fællesskaber, som regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Konservative Folkeparti og Radikale Venstre indgik den 22. oktober 2024 ved, at det foreslås at gøre uddelinger fra »Mangfoldighedspuljen« til unge under 30 år til betaling for et højskoleophold skattefri for modtageren.

Videre foreslås det at gennemføre et forsøg med et kulturpas for de næsten 45.000 unge, der hverken er i uddannelse eller beskæftigelse - værdien af kulturpasset skal være skattefrit for modtageren.

Endelig indeholder lovforslaget rettelser af fejl i satserne m.v. for køretøjers periodiske afgifter.

Det foreslås, at loven skal træde i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Det foreslås dog, at størstedelen af loven træder i kraft den 1. juni 2025. Det foreslåede om
skattefritagelse af uddelinger fra »Mangfoldighedspuljen« foreslås at få virkning fra den 1. januar 2025. Det foreslåede om indførelsen af et befordringsfradrag for studerende bosat i
yderkommuner eller småøer foreslås at få virkning fra indkomståret 2026.