L 77 Forslag til lov om ændring af lov om udgivelsen af en Lovtidende.

(Bemyndigelse til at fastsætte regler om alternativ offentliggørelse af retsforskrifter).

Af: Justitsminister Peter Hummelgaard (S)
Samling: 2023-24
Status: Stadfæstet
Lovforslaget vil bemyndige justitsministeren til at kunne fastsætte regler om, at retsforskrifter, som er omfattet af lovtidendelovens kundgørelsesordning, ikke indføres i Lovtidende, når dette ikke er muligt, men hvor det er nødvendigt at kunne offentliggøre retsforskrifter. Derudover vil justitsministeren i denne forbindelse kunne fastsætte regler om, hvordan retsforskrifterne skal offentliggøres. Lovforslaget vil sikre, at det eksempelvis i tilfælde af en beredskabshændelse, der medfører, at lovtidende.dk ikke er tilgængelig, er muligt at kundgøre f.eks. hastelovgivning og andre presserende retsforskrifter efter en alternativ kundgørelsesordning, hvis tungtvejende hensyn taler herfor.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2024.
Forslaget blev vedtaget. For stemte 106 (S, V, SF, M, DD, LA, KF, EL, RV, DF, NB og UFG), imod stemte 3 (ALT), hverken for eller imod stemte 0.
Partiernes ordførere
Sara Emil Baaring (S), Preben Bang Henriksen (V), Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), Tobias Grotkjær Elmstrøm (M), Betina Kastbjerg (DD), Steffen Larsen (LA), Mai Mercado (KF), Rosa Lund (EL), Lars Boje Mathiesen (UFG), Zenia Stampe (RV), Peter Kofod (DF), Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen (ALT) og Pernille Vermund (NB)