L 182 Forslag til lov om afgift af CO2e-emissioner fra kvoteomfattede sektorer

(emissionsafgiftsloven).

Af: Skatteminister Jeppe Bruus (S)
Samling: 2023-24
Status: Stadfæstet
Lovforslaget har til formål at udmønte dele af "Aftale om grøn skattereform for industri m.v." indgået den 24. juni 2022 mellem den daværende regering (Socialdemokratiet), Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti.

Med forslaget til emissionsafgiftsloven foreslås det at indføre en ny afgift på 375 kr. pr. t udledt CO2 for de virksomheder, som er omfattet af EU’s kvotehandelssystem (ETS I), dog på 125 kr. pr. t udledt CO2 for mineralogiske processer m.v. Afgiften foreslås indfaset fra 2025-2030.

Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. januar 2025. Skatteministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af bestemmelsen vedrørende lempelsen for mineralogiske processer m.v. i emissionsafgiftsloven, der kræver godkendelse af Europa-Kommissionen efter EU᾽s statsstøtteregler.

Lovforslaget sambehandles med L 183, forslag til lov om ændring af lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter, lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v., lov om afgift af naturgas og bygas m.v., lov om afgift af stenkul, brunkul og koks mv. og forskellige andre love (Gennemførelse af dele af »aftale om grøn skattereform for industri mv.« fra juni 2022, ændringer som følge af emissionsafgiftsloven og udvidelse af adgang til ekstraordinær genoptagelse på afgiftsområdet).
Forslaget blev vedtaget. For stemte 85 (S, V, SF, LA, M, KF, RV og UFG), imod stemte 22 (DD, EL, DF, ALT og Lars Boje Mathiesen (UFG)), hverken for eller imod stemte 0.
Partiernes ordførere
Anders Kronborg (S), Hans Andersen (V), Sigurd Agersnap (SF), Hans Kristian Skibby (DD), Mohammad Rona (M), Steffen W. Frølund (LA), Søren Egge Rasmussen (EL), Rasmus Jarlov (KF), Samira Nawa (RV), Peter Kofod (DF) og Christina Olumeko (ALT)
Sambehandlet med