L 169 Forslag til lov om ændring af lov om betalinger.

(Midlertidig lempelse af kontantreglen).

Af: Erhvervsminister Morten Bødskov (S)
Samling: 2023-24
Status: Stadfæstet
Lovforslaget har til formål at gøre det midlertidigt frivilligt for betalingsmodtagere at modtage 1.000-kronesedler som betaling, hvis kontantbetalingen overstiger købesummen med mere end 500 kr.

Formålet er at imødekomme de problemer, som hyppige betalinger med 1.000-kronesedler kan give detailhandlen, i anledning af at 1.000-kronesedlen er blevet indkaldt.

Lovforslaget muliggør fortsat køb af varer med 1.000-kronesedler. Men betalingsmodtageren vil kunne afvise betaling fra kunder, der ønsker at benytte en 1.000-kroneseddel til mindre køb op til 500 kr., der reelt kan have karakter af en veksling af sedler.

Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende.
Forslaget blev vedtaget. For stemte 78 (S, V, SF, M, EL, RV, ALT og UFG), imod stemte 29 (DD, LA, KF, DF og Lars Boje Mathiesen (UFG)), hverken for eller imod stemte 0.
Partiernes ordførere
Kim Aas (S), Louise Elholm (V), Betina Kastbjerg (DD), Lisbeth Bech-Nielsen (SF), Lars-Christian Brask (LA), Charlotte Bagge Hansen (M), Pelle Dragsted (EL), Helle Bonnesen (KF), Katrine Robsøe (RV), Nick Zimmermann (DF) og Sascha Faxe (ALT)