L 138 Forslag til lov om ændring af personskatteloven, ligningsloven og forskellige andre love.

(Udmøntning af dele af aftale om reform af personskat).

Af: Skatteminister Jeppe Bruus (S)
Samling: 2023-24
Status: Stadfæstet
Lovforslaget udmønter dele af aftale af 14. december 2023 mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Danmarksdemokraterne, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Nye Borgerlige om reform af personskat.

Det foreslås at nedsætte topskattesatsen med 7,5 procentpoint for indkomster (før arbejdsmarkedsbidrag) op til 750.000 kr. (2023-niveau), samtidig med at topskattesatsen forhøjes med 5 procentpoint for indkomster (før arbejdsmarkedsbidrag) over 2,5 mio. kr. (2023-niveau).

Derudover foreslås det at forhøje beskæftigelsesfradraget og det ekstra beskæftigelsesfradrag til enlige forsørgere og at indføre et ekstra beskæftigelsesfradrag til beskæftigede seniorer, der har 2 år eller mindre til pensionsalderen.

Endelig forslås det, at bundfradraget i boafgiften hæves, og at tillægsboafgiften ved arv til søskende afskaffes.

Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. juni 2024 med undtagelse af de dele, der omhandler boafgift og tillægsboafgift, der foreslås at træde i kraft henholdsvis den 1. januar 2026 og den 1. januar 2027.
Forslaget blev vedtaget. For stemte 76 (S, V, DD, M, KF, RV og Jon Stephensen (UFG)), imod stemte 30 (SF, LA, EL, DF og ALT), hverken for eller imod stemte 1 (Theresa Scavenius (UFG)).
Partiernes ordførere
Anders Kronborg (S), Lars Boje Mathiesen (UFG), Jan E. Jørgensen (V), Mohammad Rona (M), Sigurd Agersnap (SF), Steffen W. Frølund (LA), Hans Kristian Skibby (DD), Trine Pertou Mach (EL), Tina Cartey Hansen (KF), Samira Nawa (RV), Peter Kofod (DF) og Christina Olumeko (ALT)