L 86 Forslag til lov om ændring af lov om sikkerhed ved bestemte idrætsbegivenheder.

(Styrket indsats mod hooliganisme).

Af: Justitsminister Peter Hummelgaard (S)
Samling: 2022-23 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Forslaget implementerer dele af aftalen ”Fælles om fodbold: Aftale om en styrket indsats mod hooligans”, der blev indgået i oktober 2022 mellem den daværende regering (S), V, M, SF, DD, KF, EL, DF og NB.

Forslaget gør det bl.a. nemmere at give karantæne ved visse grove strafbare handlinger og udvider listen over strafbare handlinger, der kan føre til karantæne. Derudover får politiet hjemmel til at videregive oplysninger om personer, så det er muligt for idrætsklubber at identificere personer, der skal tildeles eller have håndhævet karantæne. Politiet får også hjemmel til at bortvise personer, der udviser utryghedsskabende adfærd i forbindelse med idrætsbegivenheder. Endelig skal politiet ved højrisikokampe kunne give påbud om, at tilskuere på visse sektioner skal tilbageholdes efter idrætsbegivenhedens afvikling.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2023.
Forslaget blev vedtaget. For stemte 108 (S, V, M, SF, DD, LA, KF, EL, RV, DF, ALT, NB og SP), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0.
Partiernes ordførere
Bjørn Brandenborg (S), Morten Dahlin (V), Henrik Rejnholt Andersen (M), Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), Betina Kastbjerg (DD), Steffen Larsen (LA), Mai Mercado (KF), Rosa Lund (EL), Torsten Gejl (ALT), Zenia Stampe (RV) og Peter Kofod (DF)