Lovforslaget har til formål at ligestille danske og udenlandske virksomheder ved at indføre hjemmel til indkomstbeskatning af visse aktiviteter, der udøves af udenlandske fysiske og juridiske personer, når disse aktiviteter udøves i Danmarks eksklusive økonomiske zone, dvs. uden for 12-sømilegrænsen.
Lovforslaget har sammenhæng med ”Klimaaftale for energi og industri mv.” (Klimaaftale 2020) af 22. juni 2020 med efterfølgende tillægsaftale af 4. februar 2021 og de aftaler af 30. juni og 14. december 2021 om køreplan for lagring af CO2, som blev indgået imellem den daværende regering (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet.
Det foreslås, at reglerne om udenlandske selskabers og fysiske personers begrænsede skattepligt ved udøvelse af erhverv med fast driftssted i Danmark udvides, så de også kommer til at omfatte aktiviteter, der udøves gennem et fast driftssted på den danske kontinentalsokkel uden for 12-sømilegrænsen.
Endvidere foreslås den begrænsede skattepligt for fysiske personers vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold her i landet udvidet til også at omfatte vederlag for personligt arbejde i Danmarks eksklusive økonomiske zone, hvor det personlige arbejde vedrører etablering af og benyttelse af kunstige øer, installationer og anlæg. Yderligere foreslås det, at det geografiske anvendelsesområde for reglerne om begrænset skattepligt ved arbejdsudleje udvides på tilsvarende vis.
Desuden foreslås det, at indkomstbeskatningen ikke skal omfatte aktiviteter knyttet til etablering og benyttelse af undersøiske kabler og rørledninger, der udelukkende benyttes til transit gennem Danmarks eksklusive økonomiske zone.
Derudover har lovforslaget til formål at skabe klarhed over de skattemæssige konsekvenser i de situationer, hvor et anlæg, der er opført til brug for kulbrinteaktiviteter, anvendes til aktiviteter med lagring af CO2. Det foreslås, at der skal være adgang til at bruge den såkaldte carry back-ordning vedrørende udbetaling af kulbrinteskatteværdien af fjernelsesomkostninger ved ophør af kulbrintevirksomhed, selv om visse anlæg opretholdes med henblik på CO2-lagring. Brugen af ordningen foreslås dog udfaset over 20 år fra det tidspunkt, hvor alle anlæg der ikke benyttes til CO2-lagring, er fjernet.
Endelig har lovforslaget til formål at ændre listen over lande omfattet af defensive foranstaltninger over for lande på EU’s sortliste over skattelylande.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2023.