L 116 Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

(Fritagelse for fradrag i efterløn for arbejde i sundhedsvæsenet i 2023 og 2024).

Af: Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S)
Samling: 2022-23 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Forslaget sikrer, at efterlønsmodtageres arbejde i det offentlige og private sundhedsvæsen ikke medfører fradrag i efterlønnen i en midlertidig periode fra den 1. januar 2023 til og med den 31. december 2024. Formålet med forslaget er at tilskynde flere efterlønsmodtagere til at blive længere tid på arbejdsmarkedet.

Forslaget er en udmøntning af aftalen fra februar 2023 mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og Danske Regioner om en akutplan for sygehusvæsenet.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2023, og at den vil få tilbagevirkende kraft fra og med den 1. januar 2023.
Forslaget blev vedtaget. For stemte 101 (S, V, M, SF, DD, KF, EL, RV, DF, ALT, NB og SP), imod stemte 9 (LA), hverken for eller imod stemte 0.
Partiernes ordførere
Jens Joel (S), Eva Kjer Hansen (V), Jeppe Søe (M), Karsten Hønge (SF), Sólbjørg Jakobsen (LA), Charlotte Munch (DD), Helle Bonnesen (KF), Victoria Velasquez (EL), Katrine Robsøe (RV), Peter Kofod (DF) og Kim Edberg Andersen (NB)