L 189 Forslag til lov om ændring af udlændingeloven, lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., hjemrejseloven og lov om fuldbyrdelse af straf m.v.

(Indskrænkning af retten til at drive virksomhed i visse tilfælde ved overtrædelse af reglerne om beskæftigelse af udlændinge, hurtig jobstart for kandidatdimittender, prøvelse af udvisning, afskaffelse af klippekortet for selvforsørgede kursister, ophævelse af muligheden for forlængelse af opholdstilladelse for greencardhavere og optimering af Startup Denmark m.v.).

Af: Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S)
Samling: 2021-22
Status: Delt
Formålet med lovforslaget er at ændre på udlændingeloven, lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., hjemrejseloven og lov om fuldbyrdelse af straf m.v., således at

- det retlige værn mod anvendelse af illegal arbejdskraft styrkes,
- den såkaldte greencardordning lukkes ned,
- sagsbehandlingen af ansøgninger til Startup Denmark optimeres,
- klippekortet for selvforsørgerkursister på danskeuddannelsen afskaffes,
- regler om prøvelse af en domsudvisning for udlændinge, der er idømt en foranstaltningsdom, ændres og
- domstolene skal i forbindelse med en prøvelse af en udvisning kunne forkorte varigheden af indrejseforbuddet.

Lovforslaget er en udmøntning af forslaget i Socialdemokratiets helhedsplan for dansk udlændingepolitik, »Retfærdig og realistisk«, om fratagelse af retten til at drive virksomhed. Lovforslaget er også en opfølgning på den del af trepartsaftalen om mangel på arbejdskraft indgået mellem regeringen (Socialdemokratiet), arbejdsmarkedets parter og KL den 6. oktober 2021, der omhandler en hurtig jobstart.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2022.
Partiernes ordførere
Kasper Sand Kjær (S), Mads Fuglede (V), Carl Valentin (SF), Marcus Knuth (KF), Pia Kjærsgaard (DF) og Pernille Vermund (NB)