L 183 Forslag til lov om delvis undtagelse af den uafhængige taskforce om reder-, ejer- og forsikringsforholdene vedrørende »Scandinavian Star« fra reglerne i lov om offentlighed i forvaltningen m.v.

Af: Justitsminister Nick Hækkerup (S)
Samling: 2021-22
Status: Stadfæstet
Formålet med lovforslaget er at undtage den uafhængige taskforce om reder-, ejer- og forsikringsforholdene vedrørende Scandinavian Star fra reglerne i lov om offentlighed i forvaltningen (offentlighedsloven), for så vidt angår materiale, der indgår i taskforcens undersøgelse.

Formålet med lovforslaget er desuden at begrænse retten til indsigt i personoplysninger, jf. artikel 15 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesforordningen) i relation til taskforcens virksomhed.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 15. juni 2022.
Forslaget blev vedtaget. For stemte 84 (S, V, SF, EL, KF, DF, NB, LA, Bent Bøgsted (UFG), Hans Kristian Skibby (UFG), Karina Adsbøl (UFG), Naser Khader (UFG) og Orla Østerby (UFG)), imod stemte 2 (FG), hverken for eller imod stemte 10 (RV og ALT).
Partiernes ordførere
Bjørn Brandenborg (S), Preben Bang Henriksen (V), Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), Samira Nawa (RV), Rosa Lund (EL), Britt Bager (KF), Mette Hjermind Dencker (DF) og Pernille Vermund (NB)