L 136 Forslag til lov om ændring af lov om almene boliger m.v., lov om leje af almene boliger og lov om kommunernes styrelse.

(Etablering af fonden for blandede byer og anvendelse af fondens midler og Landsbyggefondens driftsstøtte m.v.).

Af: Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S)
Samling: 2021-22
Status: Stadfæstet
Lovforslaget er en udmøntning af dele af de boliginitiativer, der indgår i »Aftale om etablering af fonden for blandede byer – flere billige boliger og en vej ud af hjemløshed« af den 26. november 2021. Det foreslås at etablere fonden for blandede byer, der skal have som formål at bidrage til skabelsen af blandede byer gennem fremme af billige almene boliger. Det foreslås også, at indenrigs- og boligministeren indtil den 1. juli 2024 kan fastsætte regler om godkendelse og finansiering af overskridelse af maksimumsbeløbet for anskaffelsessummen for alment byggeri.

Lovforslaget indeholder også en kodificering af Landsbyggefondens administrative praksis for tildeling af særlig driftsstøtte i forbindelse med renoveringsarbejder. I den forbindelse foreslås fastsat en overordnet ramme for Landsbyggefondens supplerende støtte.
Forslaget blev vedtaget. For stemte 52 (S, Erling Bonnesen (V), SF, EL, DF, Bent Bøgsted (UFG), Hans Kristian Skibby (UFG) og Karina Adsbøl (UFG)), imod stemte 42 (V, RV, KF, NB, LA, ALT, Orla Østerby (UFG) og Naser Khader (UFG)), hverken for eller imod stemte 2 (FG).
Partiernes ordførere
Rasmus Stoklund (S), Heidi Bank (V), Halime Oguz (SF), Susan Kronborg (RV), Søren Egge Rasmussen (EL), Gitte Willumsen (KF), Alex Ahrendtsen (DF) og Lars Boje Mathiesen (NB)