L 133 Forslag til lov om forsøg med personlige borgerstyrede budgetter til socialt udsatte borgere.

Af: Social- og ældreminister Astrid Krag (S)
Samling: 2021-22
Status: Stadfæstet
Lovforslaget udspringer af »Aftale om udmøntning af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet 2022-2025« indgået mellem regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Alternativet, Liberal Alliance og Kristendemokraterne. I aftalen er der afsat midler til en forsøgsordning med personlige borgerstyrede budgetter målrettet borgere med særlige sociale problemer, f.eks. hjemløshed, stofmisbrug eller psykisk lidelse.

Konkret er der afsat midler til en ansøgningspulje, hvor interesserede kommuner kan søge penge til at gennemføre tre forsøg med personlige borgerstyrede budgetter. Derudover er der afsat midler til, at Socialstyrelsen kan yde vejledning til de deltagende kommuner og udarbejde en erfaringsopsamling som afslutning på forsøget.

Sammenholdt med ovenstående har lovforslaget til formål at skabe hjemmel, der kan understøtte de involveredes vej til større grad af selvbestemmelse, rehabilitering og livskvalitet. Med den forslåede ordning vil de deltagende kommuner kunne tilbyde et personligt budget til borgere, som er omfattet af personkredsen i den foreslåede bestemmelse, § 3 i lov om social service (serviceloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 170 af 24. januar 2022. Det fremgår af den foreslåede bestemmelses ordlyd, at kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om at tilbyde et personligt budget til borgere i kommunen med særlige sociale problemer, som er i målgruppen for eller modtager hjælp og støtte efter afsnit V i lov om social service.

Loven forventes at træde i kraft den 1. juli 2022.
Forslaget blev vedtaget. For stemte 99 (S, V, SF, RV, EL, KF, DF, LA, FG, ALT, Bent Bøgsted (UFG), Liselott Blixt (UFG), Marie Krarup (UFG), Naser Khader (UFG) og Orla Østerby (UFG)), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0.
Partiernes ordførere
Karina Adsbøl (UFG), Camilla Fabricius (S), Marlene Ambo-Rasmussen (V), Trine Torp (SF), Christina Thorholm (RV), Pernille Skipper (EL), Brigitte Klintskov Jerkel (KF), Mette Hjermind Dencker (DF), Mette Thiesen (NB), Jens Rohde (KD) og Torsten Gejl (ALT)