L 112 Forslag til lov om infrastruktur for alternative drivmidler til transport.

Af: Transportminister Benny Engelbrecht (S)
Samling: 2021-22
Status: Stadfæstet
Formålet med forslaget er at fastsætte krav om etablering og drift af offentligt tilgængelige ladepunkter til elektriske køretøjer på offentligt areal. Forslaget indfører bl.a. hjemmel til, at kommunalbestyrelse og regionsråd kan indgå aftale på markedsvilkår med operatører af ladepunkter om ret til at virke som operatør af offentligt tilgængelige ladepunkter på kommunale og regionale arealer.

Det følger også af forslaget, at operatører af offentligt tilgængelige ladepunkter på offentlige arealer skal stille udbredte betalingsløsninger til rådighed og acceptere almindelige betalingskort for opladning ved hurtigladere.

Forslaget viderefører AFI-lovens eksisterende bestemmelser om gennemførelse af internationale konventioner og EU-regler om forhold vedrørende infrastruktur for alternative drivmidler, herunder AFI-direktivet.

Foreslået ikrafttræden er den 1. april 2022.
Forslaget blev vedtaget. For stemte 101 (S, V, SF, RV, EL, KF, DF, LA, FG, ALT, Bent Bøgsted (UFG), Hans Kristian Skibby (UFG), Liselott Blixt (UFG)), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 1 (NB).
Partiernes ordførere
Thomas Jensen (S), Peter Juel-Jensen (V), Hans Kristian Skibby (DF), Rasmus Helveg Petersen (RV), Niels Flemming Hansen (KF), Søren Egge Rasmussen (EL) og Ole Birk Olesen (LA)