L 229 Forslag til lov om ændring af lov om naturbeskyttelse, lov om skove, dyrevelfærdsloven, lov om mark- og vejfred og færdselsloven.

(Adgang til at etablere naturnationalparker og obligatorisk digital kommunikation m.v.).

Af: Miljøminister Lea Wermelin (S)
Samling: 2020-21
Status: Stadfæstet
Forslaget skaber en retlig ramme for etablering og forvaltning af naturnationalparker på statsejede områder i Danmark. Naturnationalparkerne skal styrke områdernes natur og biodiversitet ved etablering af større sammenhængende naturområder, hvor naturen kan udvikle sig på egne præmisser, og hvor der kan udsættes store planteædere, der kan udføre en vigtig økosystemfunktion. Der tilstræbes derved så vidt muligt naturlige økosystemer. Parkerne skal samtidig give mere spændende naturoplevelser og mulighed for mere friluftsliv og øget turisme. Det er hensigten, at parkerne skal være permanente.

Forslaget følger op på politisk aftale mellem regeringen og Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet om en natur- og biodiversitetspakke fra 4. december 2020, der afsatte 888 mio. kr. i 2021 – 2024 til bl.a. etablering af naturnationalparker. For de midler kan etableres 13 nye naturnationalparker. De to første naturnationalparker ved Fussingø og i Gribskov fremgår af aftalen ”Naturnationalparker og mere natur på land og i havet” fra 19. juni 2020 mellem regeringen og Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2021.
Forslaget blev vedtaget. For stemte 61 (S, SF, RV, EL, KF, LA, ALT, Sikandar Siddique (UFG) og Susanne Zimmer (UFG)), imod stemte 32 (V, DF, NB og Inger Støjberg (UFG)), hverken for eller imod stemte 1 (KD).
Partiernes ordførere
Mette Gjerskov (S), Susanne Zimmer (UFG), Jacob Jensen (V), Rasmus Nordqvist (SF), René Christensen (DF), Zenia Stampe (RV), Mona Juul (KF), Rasmus Vestergaard Madsen (EL), Peter Seier Christensen (NB), Torsten Gejl (ALT) og Jens Rohde (KD)