L 222 Forslag til lov om ændring af retsplejeloven.

(Nyt uafhængigt tilsyn med bevismidler, udvidelse af politiklageordningen og justering af ordningen med fartbøder til politiets personale i forbindelse med udrykningskørsel som led i tjenesten).

Af: Justitsminister Nick Hækkerup (S)
Samling: 2020-21
Status: Stadfæstet
Lovforslaget har for det første til formål at etablere et nyt uafhængigt tilsyn med tekniske beviser under samme ledelse som Den Uafhængige Politiklagemyndighed. Lovforslaget følger dermed op på et af de tiltag, som blev iværksat i kølvandet på teledatasagen.

Lovforslaget indebærer dernæst, at Politiklagemyndigheden fremover - ud over politipersonale - vil skulle behandle adfærdsklager og efterforske straffesager mod andet personale i politiet og anklagemyndigheden, som varetager politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse og strafforfølgning.

Lovforslaget har endelig til formål at sikre, at politipersonale i køretøjer mærket med politiets kendetegn eller med synlige udrykningssignaler som udgangspunkt ikke modtager et bødeforelæg, hvis de registreres i ubemandede hastighedskontroller, herunder i de såkaldte stærekasser.

Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft 1. juli 2021.
Forslaget blev vedtaget. For stemte 93 (S, V, DF, SF, RV, EL, KF, NB, LA, ALT, KD og Inger Støjberg (UFG)), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 2 (Susanne Zimmer (UFG) og Uffe Elbæk (UFG)).
Partiernes ordførere
Jeppe Bruus (S), Jan E. Jørgensen (V), Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), Morten Messerschmidt (DF), Kristian Hegaard (RV), Mads Andersen (KF) og Rosa Lund (EL)