L 135 B Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

(Suspension af G-dage ved hjemsendelser og arbejdsfordeling som følge af covid-19).

Af: fungerende Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S)
Samling: 2020-21
Status: Stadfæstet
Lovforslaget går ud på at udmønte dele af aftale mellem regeringen og Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Alternativet om tillæg til aftale om genåbning af generelle kompensationsordninger af den 16. december 2020.

Med lovforslaget foreslås det, at arbejdsgivers betaling af dagpengegodtgørelsen for 1. og 2. ledighedsdag (G-dage) ved ordinær arbejdsfordeling eller hjemsendelse suspenderes i perioden fra og med lovens ikrafttræden til og med 18. marts 2021.

Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft ved bekendtgørelse i Lovtidende, og at det kan stadfæstes straks efter dets vedtagelse.
Forslaget blev vedtaget. For stemte 95 (S, V, DF, RV, SF, EL, KF, NB, LA, ALT, Sikandar Siddique (UFG) og Susanne Zimmer (UFG)), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0.