L 119 Forslag til lov om ændring af toldloven.

(Tilpasning af toldloven til EU’s moderniserede pengeforordning m.v.).

Af: Skatteminister Morten Bødskov (S)
Samling: 2020-21
Status: Stadfæstet
Det foreslås af hensyn til bekæmpelse af hvidvask og anden økonomisk kriminalitet dels at tilpasse toldloven til de nye EU-regler om kontrol med likvide midler, der føres ind og ud af Unionen, dels at indføre et krav om, at SØIK fremadrettet skal have de informationer om likvide midlers bevægelser, som angives og indberettes til Skatteforvaltningen.

Det foreslås desuden at præcisere reglerne om forældelse af toldskyld og at indføre en automatisk tillægsfrist på 1 år regnet fra myndighedens meddelelse af afgørelsen. Endelig foreslås det at afskaffe bestemmelsen om opkrævning af gebyrer for udstedelse af godkendelsesbeviser, idet der ikke er hjemmel i EU-reglerne til at opkræve gebyrerne.

Med lovforslaget sikres det således, at toldlovens bestemmelser om kontrol med likvide midler er i overensstemmelse med EU's nye regler, og at der gælder ensartede regler, når likvide midler krydser EU's ydre eller indre grænser. Desuden sikres det, at toldlovens regler om forældelse af toldskyld er klare og præcise, og at gebyret for udstedelse af såkaldte TIR-carneter, som har været opkrævet uretmæssigt, bliver ophævet og tilbagebetalt.

Det ønskes, at loven generelt træder i kraft den 1. juli 2021, mens bestemmelser om tilbagebetaling af gebyr foreslås at træde i kraft den 1. april 2021. Bestemmelser om likvide midler foreslås at træde i kraft samtidig med de nye EU-regler den 3. juni 2021.
Forslaget blev vedtaget. For stemte 96 (S, V, DF, SF, RV, EL, KF, NB, LA, ALT, Inger Støjberg (UFG) og Susanne Zimmer (UFG)), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0.
Partiernes ordførere
Troels Ravn (S), Kim Valentin (V), Dennis Flydtkjær (DF), Carl Valentin (SF), Rune Lund (EL) og Merete Scheelsbeck (KF)