B 291 Forslag til folketingsbeslutning om bedre fødsler – forslag om indførelse af rettigheder til fødende (borgerforslag).

Samling: 2020-21
Status: 2. behandlet/Vedtaget
Folketingsbeslutningen går ud på at sikre fødende og nye familier ret til
- fødsels- og forældreforberedende undervisningsforløb,
- kontinuerlig jordemoderstøtte under graviditeten, fødsel og den første tid efter fødslen,
- at vælge mellem fødsel i hjemmet, på en fritstående jordemoderledet fødeklinik eller på et hospital,
- at vælge mellem at overnatte på fødestedet efter fødslen eller at tage hjem med ret til opfølgende hjemmebesøg,
- individuel hjælp fra fødestedet hele døgnet og
- støtte og behandling ved komplicerede forløb.

Der er tale om et borgerforslag, som inden for den fastsatte frist har opnået det antal støttetilkendegivelser fra borgere, som kræves for at få forslaget fremsat og behandlet som beslutningsforslag i Folketinget.

Fremsættelsen er alene udtryk for, at forslagsstillerne på vegne af de partier, som støtter borgerforslagsordningen, påtager sig at opfylde en nødvendig betingelse for, at borgerforslaget kan blive behandlet i Folketinget i overensstemmelse med intentionerne bag ordningen.
Forslaget blev vedtaget. For stemte 84 (S, V, DF, SF, RV, EL, NB, ALT, KD, Sikandar Siddique (UFG) og Susanne Zimmer (UFG)), imod stemte 9 (KF og LA), hverken for eller imod stemte 0.
Partiernes ordførere
Camilla Fabricius (S), Marlene Ambo-Rasmussen (V), Kirsten Normann Andersen (SF), Stinus Lindgreen (RV), Morten Messerschmidt (DF), Mai Mercado (KF), Pernille Skipper (EL) og Lars Boje Mathiesen (NB)