L 5 Forslag til lov om ændring af lov om valg til menighedsråd.

(Valgret til personer under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne og tilintetgørelse af valgkort og valglister).

Af: Kirkeminister Joy Mogensen ()
Samling: 2019-20
Status: Stadfæstet
Formålet med lovforslaget er at ændre reglerne om valgret og valgbarhed sådan, at personer, der er under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, får valgret og valgbarhed ved valg til menighedsråd.

Lovforslaget indeholder herudover ændringer i forbindelse med den nye form for valg til menighedsråd. Det foreslås således, at det fremover er menighedsrådene, der – efter udløb af klagefristen og afgørelse af eventuelle valgklager – skal sikre, at valglister, valgkort, stemmesedler m.v. tilintetgøres. Kirkeministeren bemyndiges med lovforslaget til at fastsætte nærmere regler om opbevaring og tilintetgørelse af valgmateriale.
Forslaget blev vedtaget. For stemte 97 (S, V, DF, RV, SF, EL, KF og ALT), imod stemte 5 (NB og LA), hverken for eller imod stemte 0.
Partiernes ordførere
Julie Skovsby (S), Erling Bonnesen (V), Marie Krarup (DF), Charlotte Broman Mølbæk (SF), Christian Juhl (EL), Orla Østerby (KF), Sikandar Siddique (ALT), Pernille Vermund (NB) og Henrik Dahl (LA)