Med lovforslaget foreslås det, at en arbejdsgiver, som er omfattet af den midlertidige lønkompensationsordning, får ret til med 1 dags varsel at hjemsende en lønmodtager under de betingelser, som gælder i forbindelse med lønkompensationsordningen i medfør af aktstykke nr. 108 afgjort den 17. marts 2020. En hjemsendelse med 1 dags varsel kan ske, uanset hvad der måtte være fastsat i anden lovgivning, kollektiv overenskomst eller i øvrigt aftalt mellem arbejdsgiver og lønmodtager.
Med lovforslaget foreslås det endvidere, at en lønmodtager, som er hjemsendt i medfør af lønkompensationsordningen, ikke betragtes som opsagt, men har ret til den aftalte løn i den periode, hvor lønmodtageren er hjemsendt, bortset fra i alt 5 dage af hjemsendelsesperioden, hvor lønmodtageren ikke får den aftalte løn, men hvor lønmodtageren i stedet skal holde opsparet ferie, afspadsering, anden opsparet frihed i ansættelsesforholdet eller tjenestefrihed uden løn, uanset hvad der måtte være fastsat herom i anden lovgivning, kollektiv overenskomst eller i øvrigt aftalt mellem arbejdsgiver og lønmodtager.
Det foreslås desuden, at lønmodtageren, såfremt denne ikke har opsparet ferie, afspadsering eller anden frihed i ansættelsesforholdet, får mulighed for at vælge at afholde op til 5 feriedage, som er opsparet i perioden fra den 1. januar 2019 til den 31. august 2019, i den del af hjemsendelsesperioden, hvor lønmodtageren ikke får løn. De 5 feriedage skal placeres forholdsmæssigt.
Endelig foreslås det, at såfremt hjemsendelsen afbrydes, fordi lønmodtageren genoptager arbejdet eller ophører i ansættelsesforholdet, indtræder lønmodtageren i de ansættelsesvilkår, der var gældende på tidspunktet for hjemsendelsen.
Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft hurtigst muligt.