Forslaget udmønter en aftale fra november 2019 mellem regeringen (Socialdemokratiet) og Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet om at gennemføre lovgivning,
som skal sikre elevers ret til at blive hørt, inden en friskole eller privat grundskole, efterskole, fri fagskole eller et privat gymnasium beslutter at udskrive eleven af skolen.
Med lovforslaget foreslås det, at friskoler, private grundskoler, efterskoler, frie fagskoler og private institutioner for gymnasiale uddannelser, inden skolen træffer beslutning om udskrivning af en elev, skal sikre, at eleven inddrages, så elevens perspektiv og eventuelle synspunkter kan komme til udtryk alt efter elevens alder og modenhed.
Det foreslås endvidere, at skolens pligt til at inddrage eleven ved samtale, inden skolen træffer en beslutning om udskrivning, ikke gælder, hvis det må antages at være til væsentlig skade for eleven.
Endvidere foreslås det, at det vil være et krav, at skolen sikrer skriftlig dokumentation for inddragelse af eleven eller for grundlaget for eventuel undladelse af at inddrage eleven før skolens beslutning om udskrivning.
Lovforslaget blev fremsat for Folketinget den 17. marts 2020, men er ikke blevet viderebehandlet i Folketinget på grund af covid-19.