L 128 Forslag til lov om ændring af sundhedsloven.

(Styrelsen for Patientklagers vurdering af lægeerklæringer på indfødsretsområdet).

Af: Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S)
Samling: 2019-20
Status: Bortfaldet
Formålet med lovforslaget er at realisere indfødsretsaftalen indgået den 29. juni 2018 mellem den daværende regering (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti om at styrke de lægefaglige diagnoser i forbindelse med behandlingen af ansøgninger om naturalisation.

Lovforslaget indebærer, at Folketingets Indfødsretsudvalg til brug for udvalgets vurdering af, om der skal meddeles en ansøger dispensation på grund af sygdom, kan tilkendegive, at udvalget ønsker en konkret sygdomssag forelagt for Styrelsen for Patientklager med henblik på en vurdering af de lægelige oplysninger, før udvalget tager endelig stilling til, om ansøgeren skal optages på et lovforslag om indfødsrets meddelelse.

Bemærk: Lovforslaget er udskudt: Som følge af covid-19-situationen har regeringen foretaget en prioritering af lovforslag, som regeringen ønsker behandlet af Folketinget resten af folketingsåret 2019-20. Dette lovforslag er udskudt og forventes ikke færdigbehandlet i indeværende folketingsår.