L 108 Forslag til lov om ændring af lov om tobaksvarer m.v. og lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år.

(Udvælgelse af id-udsteder og udstedelse af sikkerhedsstempelmærker samt skærpede sanktioner ved salg af tobak til personer under 18 år).

Af: Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V)
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Kommissionen har den 15. december 2017 vedtaget en gennemførelsesforordning om tekniske standarder for oprettelse og drift af et sporbarhedssystem for tobaksvarer og en gennemførelsesafgørelse om tekniske standarder for sikkerhedsfeatures på tobaksvarer. Dette lovforslag supplerer gennemførelsesretsakterne ved at fastsætte regler om kompetence og sanktioner.

Lovforslaget indebærer bl.a., at Sikkerhedsstyrelsen bliver ansvarlig for at udpege en id-udsteder, der kan udstede entydige identitetsmærker, mens Skatteforvaltningen bliver ansvarlig for at generere og udstede sikkerhedsstempelmærker. Derudover er der lagt op til at styrke Sikkerhedsstyrelsens og Skatteforvaltningens kontrolopgaver. Lovforslaget medfører også, at der fastsættes strafbestemmelser ved overtrædelse af gennemførelsesforordningens bestemmelser og mulighed for, at der vil kunne ske frakendelse af retten til at markedsføre tobak i en periode. Dette forslag hænger sammen med sporbarhedssystemet, der registrerer den enkelte forhandler.

Forslaget skal træde i kraft den 1. februar 2019. Dog har kontrol- og sanktionsbestemmelser først virkning, når de relevante forpligtelser ifølge gennemførelsesforordningen træder i kraft den 20. maj 2019.
Forslaget blev vedtaget. For stemte 105 (S, DF, V, EL, LA, ALT, RV, SF og KF), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0.
Partiernes ordførere
Flemming Møller Mortensen (S), Liselott Blixt (DF), Jane Heitmann (V), Stine Brix (EL), May-Britt Kattrup (LA), Pernille Schnoor (ALT), Erik Lund (KF), Lotte Rod (RV) og Kirsten Normann Andersen (SF)