Med lovforslaget implementeres den aftale om udvidelse af patienterstatningsordningens dækningsområde og fredning af udbetalte erstatninger, som regeringen (Venstre, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti), Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og SF har indgået den 19. september 2017.
Med lovforslaget foreslås det således at indføre en fredning af udbetalte erstatninger, som patienten eller eventuelle efterladte til patienten har modtaget i god tro, og som hverken patienten eller den erstatningspligtige (regioner, kommuner, forsikringsselskaber eller staten) har anket til Ankenævnet for Patienterstatningen.
Det foreslås endvidere at udvide patienterstatningsordningen, således at alle behandlingsskader påført af autoriserede sundhedspersoner og personer, der handler på disses vegne, omfattes, og således at patienter, der får en psykisk skade efter brug af et lægemiddel, får mulighed for at søge erstatning efter patienterstatningsordningen.
Herudover forslås det bl.a. at indføre en række ændringer, der skal sikre en mere smidig sagsbehandling i Patienterstatningen, styrke de juridiske kompetencer i Ankenævnet for Patienterstatningen og sikre værnepligtige og indsatte lige muligheder for at få erstatning for tandskader.