L 183 Forslag til lov om ændring af universitetsloven, lov om professionshøjskoler for videregående uddannelser, lov om erhvervsakademier for videregående uddannelser og forskellige andre love.

(Opfølgning på nyt bevillingssystem for de videregående uddannelser m.v.).

Af: Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V)
Samling: 2017-18
Status: Stadfæstet
Lovforslaget ændrer tilskudsbestemmelser i institutions- og uddannelseslovene på Uddannelses- og Forskningsministeriets område og fremsættes som opfølgning på aftale af 24. november 2017 mellem regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti om et nyt bevillingssystem for de videregående uddannelser.

Målet med det nye bevillingssystem er bl.a. at øge kvaliteten i uddannelserne og styrke det ledelsesmæssige fokus på god undervisning og en bedre overgang til job efter studierne. Det er ligeledes et mål med det nye bevillingssystem at skabe ensartede og klare rammer for tilskuddene til de videregående uddannelser. Det nye bevillingssystem indebærer, at tilskuddene og tilskuddenes størrelse til ordinære heltidsuddannelser fremover vil blive fastsat på de årlige finanslove.

Lovforslaget indeholder desuden en række andre forslag til ændringer i institutions- og uddannelseslovene på Uddannelses- og Forskningsministeriets område.

Loven foreslås at træde i kraft den 1. januar 2019.
Forslaget blev vedtaget. For stemte 102 (S, DF, V, EL, LA, ALT, RV, SF og KF), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0.
Partiernes ordførere
Mette Reissmann (S), Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), Mads Fuglede (V), Eva Flyvholm (EL), Christina Egelund (LA), Pernille Schnoor (ALT), Morten Østergaard (RV) og Jacob Mark (SF)