L 173 Forslag til lov om ændring af ligningsloven og forskellige andre love.

(Permanent boligjobordning, ophævelse af beskatningen af fri telefon og internet, afskaffelse af udligningsskatten og forhøjelse af beløbsgrænser for børneopsparing).

Af: Skatteminister Karsten Lauritzen (V)
Samling: 2017-18
Status: Stadfæstet
Ifølge lovforslaget skal boligjobordningen gøres permanent, således at der gives fradrag for lønudgifter til visse service- og håndværksudgifter i hjemmet eller en fritidsbolig. Fradraget vil i 2018 udgøre op til 6.000 kr. pr. person for serviceydelser og op til 12.000 kr. pr. person for håndværkydelser. Beløbsgrænserne vil fremover blive reguleret på samme måde som en lang række øvrige beløbsgrænser i skattelovgivningen.

Endvidere foreslås det at ophæve skatten på fri telefon og internet (datakommunikationsforbindelse), afskaffe udligningsskatten på pensionsudbetalinger og forhøje beløbsgrænserne for indskud på børneopsparing.

Lovforslaget udmønter således dele af finanslovsaftalen for 2018 indgået mellem regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) og Dansk Folkeparti.
Forslaget blev vedtaget. For stemte 52 (DF, V, LA og KF), imod stemte 50 (S, EL, ALT, RV og SF), hverken for eller imod stemte 0.
Partiernes ordførere
Jesper Petersen (S), Hans Kristian Skibby (DF), Louise Elholm (V), Rune Lund (EL), Joachim B. Olsen (LA), René Gade (ALT), Andreas Steenberg (RV), Anders Johansson (KF) og Lisbeth Bech-Nielsen (SF)