B 75 Forslag til folketingsbeslutning om adgang til at inddrage forældremyndighedsindehavers opholdstilladelse, hvis vedkommende sender sit barn på genopdragelsesrejse i udlandet.

Samling: 2017-18
Status: Beretning afgivet
Formålet med forslaget er at give hjemmel til at inddrage opholdstilladelsen hos forældre, der vælger at sende deres børn på genopdragelsesrejse i hjemlandet eller i et andet land. I dag kan et barn, der sendes på genopdragelsesrejse, få frataget sit opholdsgrundlag i Danmark. Der er imidlertid ingen direkte sanktion over for den forælder, der har valgt at sende sit barn på genopdragelsesrejse. Forslaget indebærer, at der i hvert enkelt tilfælde skal udføres en konkret vurdering af, om opholdsgrundlaget kan inddrages for forældrene, da der kan være tilfælde, hvor Danmarks internationale forpligtelser ikke gør dette muligt.

Udvalget afgav tirsdag den 15. maj 2018 beretning over beslutningsforslaget.
Partiernes ordførere
Mattias Tesfaye (S), Martin Henriksen (DF), Martin Henriksen (DF), Marcus Knuth (V), Rosa Lund (EL), Laura Lindahl (LA), Josephine Fock (ALT), Sofie Carsten Nielsen (RV), Naser Khader (KF) og Jacob Mark (SF)