B 39 Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod giftstoffer i tatoveringsblæk.

Samling: 2017-18
Status: Forkastet
Med forslaget ønsker forslagsstillerne, at giftstoffer forbydes i tatoveringsblæk. Forslagsstillerne anfører, at undersøgelser har påvist, at der kan forekomme kræft- og allergifremkaldende stoffer i tatoveringsfarver. Der kan være tale om stoffer, der er så farlige, at de allerede er forbudt i tøj.

Forbuddet skal være i overensstemmelse med et tidligere udkast til en bekendtgørelse, som den daværende regering imidlertid aldrig udstedte, fordi Europa-Kommissionen påpegede, at området allerede var reguleret i EU’s såkaldte REACH-forordning. Ifølge Kommissionen kunne der derfor ikke laves særskilte nationale regler på området.

Forslagsstillerne peger imidlertid på, at Sverige i 2012 indførte regler om tatoveringsblæk, der er sammenlignelige med de regler, som forslagsstillerne ønsker indført i Danmark, og at de svenske regler blev indført uden indsigelser fra Kommissionen.
Forslaget blev forkastet. For stemte 21 (EL, ALT, RV og SF), imod stemte 83 (S, DF, V, LA, KF og 2 RV (ved en fejl)), hverken for eller imod stemte 0.
Partiernes ordførere
Claus Larsen-Jensen (S), Kenneth Kristensen Berth (DF), Jan E. Jørgensen (V), Søren Søndergaard (EL), Søren Søndergaard (EL), Carsten Bach (LA), Rasmus Nordqvist (ALT), Zenia Stampe (RV) og Holger K. Nielsen (SF)