B 102 Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod eksport af dual use-udstyr til lande, der krænker menneskerettighederne alvorligt.

Samling: 2017-18
Status: Bortfaldet
Hensigten med beslutningsforslaget er at pålægge regeringen at sørge for at gøre det obligatorisk for danske myndigheder at give afslag på tilladelse til eksport af dual use-produkter til lande, der krænker menneskerettighederne alvorligt. Dual use er en samlebetegnelse for produkter eller teknologier, der kan benyttes til både civile og militære formål.

Ifølge forslagsstillerne har skiftende regeringer slækket på reglerne for eksportkontrol af dual use-produkter, bl.a. af hensyn til dansk erhvervsliv. Efter forslagsstillernes opfattelse burde der derfor straks indføres et decideret forbud mod eksport af dual use-produkter til lande, der krænker menneskerettighederne.
Partiernes ordførere
Thomas Jensen (S), Marie Krarup (DF), Peter Juel-Jensen (V), Nikolaj Villumsen (EL), Nikolaj Villumsen (EL), Carsten Bach (LA), Rasmus Nordqvist (ALT), Rasmus Jarlov (KF) og Holger K. Nielsen (SF)