L 89 Forslag til lov om ændring af lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne.

(FVU-tilbud for tosprogede m.m.).

Af: Minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby (V)
Samling: 2016-17
Status: Stadfæstet
Lovforslaget er en udmøntning af finanslovsaftalen for 2017 mellem regeringen (Venstre), Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.

Lovforslaget permanentgør et forsøg med forberedende voksenundervisning tilrettelagt for tosprogede. Med lovforslaget indføres bl.a. et nyt fag i forberedende voksenundervisning i mundtlig fremstilling og formidling for tosprogede.

Der gives også mulighed for, at den særlige tilrettelæggelse af FVU-læsning for tosprogede kan udbydes til en bestemt deltagerkreds, dvs. tosprogede, og det er således ikke omfattet af det almindelige krav om, at forberedende voksenundervisning udbydes åbent.

Loven skal træde i kraft den 1. januar 2017.
Forslaget blev vedtaget. For stemte 103 (S, DF, V, EL, LA, ALT, RV, SF og KF), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0.
Partiernes ordførere
Annette Lind (S), Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), Anni Matthiesen (V), Jakob Sølvhøj (EL), Henrik Dahl (LA), Carolina Magdalene Maier (ALT), Lotte Rod (RV) og Karsten Hønge (SF)