L 87 Forslag til lov om ændring af lov om produktionsskoler.

(Harmonisering af skoleydelse til et SU-lignende niveau m.v.).

Af: Minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby (V)
Samling: 2016-17
Status: Stadfæstet
Lovforslaget er en udmøntning af finanslovsaftalen for 2017 mellem regeringen (Venstre), Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.

Med lovforslaget foreslås produktionsskoleydelsen fastsat til et SU-lignende niveau for deltagere, der er fyldt 18 år. For produktionsskoledeltagere under 18 år foreslås skoleydelsen fastsat til 350 kr. om ugen opgjort i 2017-niveau.

I lovforslaget foreslås det også, at takster for produktionsskoleydelse i loven afspejler takster for produktionsskoleydelse på finansloven for 2017.

Loven skal træde i kraft den 1. januar 2017.
Forslaget blev vedtaget. For stemte 52 (DF, V, LA og KF), imod stemte 50 (S, EL, ALT, RV og SF), hverken for eller imod stemte 0.
Partiernes ordførere
Mattias Tesfaye (S), Marlene Harpsøe (DF), Anni Matthiesen (V), Jakob Sølvhøj (EL), Henrik Dahl (LA), Carolina Magdalene Maier (ALT), Lotte Rod (RV) og Karsten Hønge (SF)