L 26 Forslag til lov om ændring af chokoladeafgiftsloven, ligningsloven, skattekontrolloven og forskellige andre love.

(Implementering af ændringsdirektiver vedrørende automatisk udveksling af skatteafgørelser og land for land-rapportering, skærpede »colabøder«, ophævelse af bopælskravet i relation til lån til betaling af ejendomsskatter og ophævelse af krav om dansk statsborgerskab for modtagelse af skattefrie udetillæg m.v.).

Af: Skatteminister Karsten Lauritzen (V)
Samling: 2016-17
Status: Delt
Det foreslås med dette lovforslag at gennemføre en række tiltag, som styrker indsatsen mod skatteunddragelse og ulovlig handel med bl.a. slik, øl og vin.

Regeringen har konstateret, at der har udviklet sig et koncept i detailhandlen, hvor der ulovligt sælges slik, og trods en styrket indsats fra SKAT med kontrol af den illegale handel med slik er det illegale marked vokset. For at sætte ind mod dem, der snyder, har regeringen indgået en aftale med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti om at fordoble »colabøderne«. Lovforslaget indeholder således nogle tekniske ændringer, der harmoniserer bødebestemmelserne i de enkelte »colalove«, og i denne forbindelse indeholder lovforslaget en tilkendegivelse om fordobling af bøderne.

I overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser foreslås det at implementere to ændringsdirektiver vedrørende automatisk udveksling af skatteafgørelser og land for land-rapportering.

Derudover foreslås en række andre tilpasninger af lovgivningen på skatteområdet. Regeringen foreslår således, at bopælskravet i relation til lån til betaling af ejendomsskatter (indefrysningsordningen) ophæves. Herudover foreslås en ændring af reglerne for modtagelse af skattefrie udetillæg m.v. og for fuld skattepligt ved udstationering for den danske stat m.v., således at reglerne fremover gælder generelt uafhængigt af statsborgerskab.

Ved et ændringsforslag til 2. behandling foreslås lovforslaget delt i to lovforslag. Det ene lovforslag (A) vedrører implementering af ændringsdirektiver vedrørende automatisk udveksling af skatteafgørelser og land for land-rapportering, skærpede »colabøder« og ophævelse af krav om dansk statsborgerskab for modtagelse af skattefrie udetillæg m.v. Det andet lovforslag (B) vedrører ophævelse af bopælskravet i relation til lån til betaling af ejendomsskatter m.v.

Loven træder i kraft den 1. januar 2017.
Partiernes ordførere
Lea Wermelin (S), Dennis Flydtkjær (DF), Louise Elholm (V), Rune Lund (EL), Joachim B. Olsen (LA), Martin Lidegaard (RV), Brian Mikkelsen (KF) og Lisbeth Bech-Nielsen (SF)