L 173 Forslag til lov om ændring af udlændingeloven.

(Politiets Efterretningstjenestes og Forsvarets Efterretningstjenestes adgang til udlændingemyndighedernes registre og systemer m.v.).

Af: Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V)
Samling: 2016-17
Status: Stadfæstet
Lovforslaget giver Politiets Efterretningstjeneste og Forsvarets Efterretningstjeneste hurtigere adgang til registre hos udlændingemyndighederne.

I dag kan udlændingemyndighederne videregive oplysninger til efterretningstjenesterne fra udlændingemyndighedernes registre uden udlændingens samtykke, hvis det har betydning for efterretningstjenesternes sikkerhedsmæssige opgaver. Med lovforslaget får efterretningstjenesterne direkte elektronisk adgang til udlændingemyndighedernes registre, så informationen kan indhentes lettere end i dag.

Lovforslaget er en del af udmøntningen af finanslovsaftalen mellem regeringen (Lars Løkke Rasmussen II), Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti fra den 18. november 2016.
Forslaget blev vedtaget. For stemte 109 (S, DF, V, EL, LA, ALT, RV, SF og KF), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0.
Partiernes ordførere
Dan Jørgensen (S), Christian Langballe (DF), Jane Heitmann (V), Johanne Schmidt-Nielsen (EL), Christina Egelund (LA), Josephine Fock (ALT), Sofie Carsten Nielsen (RV) og Karsten Hønge (SF)