L 141 Forslag til lov om ændring af færdselsloven.

(Tidsbegrænset parkering, oprettelse af klagenævn, vejmyndighedens mulighed for at overtage parkeringskontrollen m.v.).

Af: Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA)
Samling: 2016-17
Status: Delt
Lovforslaget har til formål at sikre borgerne bedre retssikkerhed på parkeringsområdet ved gennemførelse af en række tiltag.

Det foreslås, at den private parkeringsbranche pålægges at oprette et klagenævn, som uvildigt kan behandle klager over parkeringsafgifter pålagt af private ved parkering på offentligt tilgængeligt privat område. Desuden foreslås det, at kommunernes mulighed for at forbyde færdselsarter, herunder f.eks. at etablere bilfrie zoner, på private fællesveje fremadrettet kræver et samtykke fra politiet – og som noget nyt også fra berørte grundejere.

Det foreslås derudover, at forbuddet mod parkering i yderrabat inden for tættere bebygget område ophæves, da forbuddet har den utilsigtede konsekvens, at borgere kan risikere at blive pålagt en parkeringsafgift for at holde på egen grund i de tilfælde, hvor grunden udgør en yderrabat.

Et andet formål med lovforslaget er at modernisere reglerne om tidsbegrænset parkering, så der i højere grad tages højde for den teknologiske udvikling på området. Det foreslås således, at angivelse af en parkerings begyndelse kan ske med andre metoder end en parkeringsskive.

Endelig foreslås det, at den kontrol med standsning og parkering, som kommunerne kan varetage i dag, også kan varetages af Vejdirektoratet som vejmyndighed for statsvejene.

Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft den 1. juli 2017, idet bestemmelser om at oprette et klagenævn dog foreslås først at træde i kraft den 1. juli 2018.
Partiernes ordførere
Christian Rabjerg Madsen (S), Kim Christiansen (DF), Kristian Pihl Lorentzen (V), Henning Hyllested (EL), Villum Christensen (LA), Roger Courage Matthisen (ALT), Rasmus Jarlov (KF), Sanne Bjørn (RV) og Karsten Hønge (SF)