L 113 Forslag til lov om ændring af lov om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling m.v.

(Ændring af alderskrav for unge personers beskæftigelse og alderskrav til bevillingshavere og bestyrere m.v.).

Af: Erhvervsminister Brian Mikkelsen (KF)
Samling: 2016-17
Status: Stadfæstet
Lovforslaget indebærer en præcisering af reglerne om bevillingsperiodernes længde, således at alkoholbevillinger gives for en periode på 8 år og adgangen til tidsmæssige begrænsninger af bevillingsperioder begrænses til 4 og 2 år.

Derudover indeholder lovforslaget en nedsættelse af alderskravet til bevillingshavere/bestyrere fra 25 år til 21 år og fra 23 år til 18 år for ansøgere, der har afsluttet en uddannelse inden for hotel- og restaurationsfaget.

Med lovforslaget lempes desuden forbuddet mod at beskæftige mindreårige, hvor der serveres alkohol, så unge mellem 15 og 18 år kan arbejde på serveringssteder, hvis hovedformål er servering af mad, og hvor serveringen af stærke drikke sker i forbindelse hermed.

Endelig sker der en udvidelse af bevillingsnævnene med et sagkyndigt medlem og en jurist eller advokat.

Formålet med lovforslaget er at gennemføre de dele af »Aftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti om vækst og udvikling i hele Danmark« af 9. februar 2016, som handler om at få en tidssvarende restaurationslov.

Loven træder i kraft den 1. juli 2017.
Forslaget blev vedtaget. For stemte 56 (DF, V, LA og KF), imod stemte 54 (S, EL, ALT, RV og SF), hverken for eller imod stemte 0.
Partiernes ordførere
Thomas Jensen (S), Hans Kristian Skibby (DF), Torsten Schack Pedersen (V), Pelle Dragsted (EL), Joachim B. Olsen (LA), René Gade (ALT), Anders Johansson (KF), Ida Auken (RV) og Lisbeth Bech-Nielsen (SF)