L 93 Forslag til lov om pilotudbud af pristillæg for elektricitet fremstillet på solcelleanlæg.

Af: Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V)
Samling: 2015-16
Status: Stadfæstet
Lovforslagets formål er at sikre en midlertidig løsning på en potentiel diskrimination i det danske PSO-system, som Europa-Kommissionen har påpeget. Lovforslaget bemyndiger således energi-, forsynings- og klimaministeren til at gennemføre et såkaldt pilotudbud af 20 MW solceller, hvoraf 2,4 MW også udbydes i mindst et andet EØS-land. Det betyder, at de 2,4 MW vil blive konkurrenceudsat i Danmark og i mindst et andet EØS-land. Partierne bag aftalen om den danske energipolitik 2012-2020 (S, DF, V, EL, RV, SF og KF) har i oktober 2014 tilsluttet sig pilotudbuddet. Udbuddet og den efterfølgende indgåelse af kontrakter forventes gennemført i 2016 med mulighed for udbetaling af pristillæg tidligst fra den 1. januar 2017.
Lovforslaget blev vedtaget. For stemte 101 (S, DF, V, EL, ALT, RV, SF, KF), imod stemte 8 (LA), hverken for eller imod stemte 0.
Partiernes ordførere
Lea Wermelin (S), Claus Kvist Hansen (DF), Thomas Danielsen (V), Søren Egge Rasmussen (EL), Villum Christensen (LA) og Christian Poll (ALT)