L 173 Forslag til lov om ændring af lov om Energinet.dk, lov om naturgasforsyning og lov om etablering og benyttelse af en rørledning til transport af råolie og kondensat.

(Energinet.dk's varetagelse af gasopstrømssystem-, olierørlednings- og separationsvirksomhed samt økonomisk regulering af naturgasdistributionsvirksomhed varetaget af Energinet.dk m.v.).

Af: Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V)
Samling: 2015-16
Status: Stadfæstet
Lovforslagets hovedformål er at etablere de lovgivningsmæssige rammer for, at Energinet.dk vil kunne overtage og drive DONG Energy A/S’ naturgasinfrastruktur og olierørledningen fra Nordsøen til Fredericia. Dette er forudsat i en aftale om børsnotering af DONG, som blev indgået den 18. september 2015 mellem regeringen (V), S, RV, SF og KF.

Lovforslaget indeholder således forslag til, at Energinet.dk får hjemmel til at varetage gasopstrømssystemvirksomhed og olierørledningsvirksomhed og dertil knyttet separationsvirksomhed. For at sikre, at alle naturgasdistributionsselskaber bliver underlagt den samme økonomiske regulering, foreslås desuden, at distributionsvirksomhed drevet i Energinet.dk’s regi bliver underlagt den indtægtsrammeregulering, der gælder for de andre naturgasdistributionsselskaber.
Forslaget blev vedtaget. For stemte 110 (S, DF, V, EL, LA, ALT, RV, SF, KF), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0.
Partiernes ordførere
Jens Joel (S), Mikkel Dencker (DF), Thomas Danielsen (V), Søren Egge Rasmussen (EL), Villum Christensen (LA), Christian Poll (ALT), Andreas Steenberg (RV), Pia Olsen Dyhr (SF) og Mette Abildgaard (KF)