L 136 Forslag til lov om ændring af lov om Offentlig Digital Post.

(Bemyndigelse til at fastsætte regler om størrelse på filer m.v.).

Af: Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V)
Samling: 2015-16
Status: Stadfæstet
Formålet med lovforslaget er at sikre hjemmel til, at adgangen til at anvende Digital Post-løsningen kan begrænses, for så vidt angår størrelsen på filer og antallet af filer der kan sendes pr. meddelelse. Det sker for at sikre overensstemmelse mellem lovgrundlaget og de faktiske muligheder for at anvende Digital Post.

Lovforslaget fremsættes i øvrigt på baggrund af Folketingets ombudsmands udtalelse af 2. maj 2015 om modtagelseskapaciteten i Digital Post. Ombudsmanden konkluderer, at der ikke i den gældende lov er nogen begrænsning af borgeres og virksomheders ret til at anvende Digital Post i deres kommunikation med offentlige afsendere, for så vidt angår størrelsen på filer og antallet af filer, der kan sendes pr. meddelelse.

Lovforslaget træder i kraft den 1. juli 2016.
Forslaget blev vedtaget. For stemte 110 (S, DF, V, EL, LA, ALT, RV, SF, KF), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0.
Partiernes ordførere
Magnus Heunicke (S), Jan Rytkjær Callesen (DF), Torsten Schack Pedersen (V), Pernille Skipper (EL), Carsten Bach (LA), René Gade (ALT), Jonas Dahl (SF) og Brian Mikkelsen (KF)