Med lovforslaget samles alle servicelovens bestemmelser om hjemmetræning i en ny bestemmelse, servicelovens § 32 a, og begrebet hjemmetræning indsættes i servicelovens § 32, stk. 1, så det bliver gjort klarere for både kommunalbestyrelser og forældre, at servicelovens § 32 også indeholder regler om hjemmetræning. Desuden foreslås det bl.a., at rammerne for godkendelse og tilsyn bliver præciseret, og at reglerne om tabt arbejdsfortjeneste præciseres. Desuden udvides social- og indenrigsministerens bemyndigelse til dels at ændre kravet om antallet af årlige tilsyns- og opfølgningsbesøg, dels at kunne indføre en mulighed for, at kommunalbestyrelsen og forældrene kan indgå aftale om, at der udbetales et fast beløb til dækning af forudsigelige udgifter til træningsredskaber, kurser, hjælpere m.v.
Lovforslaget fremsættes som led i udmøntningen af aftale om revision af reglerne om hjemmetræning, som blev indgået den 9. oktober 2015 mellem regeringen (Venstre), Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Liberal Alliance, Alternativet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti.
Loven træder i kraft den 1. juni 2016.