L 92 Forslag til lov om ændring af varemærkeloven, designloven, patentloven og lov om brugsmodeller.

(Styrket indsats mod piratkopiering ved etablering af en håndhævelsesenhed m.v.).

Af: Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S)
Samling: 2014-15 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Formålet med lovforslaget er at styrke indsatsen mod piratkopiering ved at etablere en særskilt enhed i Patent- og Varemærkestyrelsen, hvor forbrugere, virksomheder og myndigheder kan modtage information og vejledning om håndhævelse af rettigheder og piratkopiering. Oprettelsen af den særlige enhed hviler på et initiativ i regeringens vækstplan »Danmark i arbejde – vækstplan for kreative erhverv og design« om bedre beskyttelse og udnyttelse af immaterielle rettigheder.

Med lovforslaget får enheden – i modsætning til gældende regler, hvorefter styrelsen alene kan yde generel vejledning – beføjelse til at vejlede i konkrete sager om piratkopiering og kan i den forbindelse afgive en skriftlig vejledende udtalelse mod et gebyr på 1.500 kr.

Lovforslaget indebærer herudover en forenkling af de gældende regler om gebyrer i patentloven, ligesom kravene til validering af europæiske patenter i Danmark foreslås lempet.
Forslaget blev vedtaget. For stemte 103 (V, S, DF, RV, SF, EL, KF, ALT, SP), imod stemte 5 (LA), hverken for eller imod stemte 0.
Partiernes ordførere
Kim Andersen (V), Anne Sina (S), Hans Kristian Skibby (DF), Nadeem Farooq (RV), Steen Gade (SF), Stine Brix (EL), Joachim B. Olsen (LA) og Brian Mikkelsen (KF)