L 70 A Forslag til lov om ændring af lov om planlægning og lov om naturbeskyttelse.

(Forsøgsordning for kyst- og naturturisme og ophævelse af muligheden for at planlægge for lavenergibebyggelse i lokalplaner m.v.).

Af: Miljøminister Kirsten Brosbøl (S)
Samling: 2014-15 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lovforslaget er oprindelig fremsat som del af L 70, der efter fremsættelsen blev delt i to: L 70 A og L 70 B.

Forslaget skal fremme udviklingen af kyst- og naturturismen i Danmark. Med forslaget får ministeren mulighed for at modtage ansøgninger og give tilladelse til op til ti projekter inden for kystnærhedszonen, klitfrednings- og strandbeskyttelseslinjen, hvis projekterne har potentiale for at udvikle kyst- og naturturismen og etableres i tilknytning til øvrige aktiviteter på turismeområdet. Derudover skal projekterne tage særlige arkitektoniske hensyn til den omkringliggende natur og landskabet. Der vil være to ansøgningsrunder, der afsluttes i henholdsvis januar og maj 2015.

Derudover indeholder lovforslaget regler om, at lokalplaner skal stemme overens med bygningsreglementets energiklasser, så der ikke kan stilles særlige krav i lokalplanerne. Endelig indeholder lovforslaget bestemmelser om digital indsendelse af VVM-oplysninger m.m.

Lovforslaget er en udmøntning af aftalen af 20. juni 2014 om en vækstplan for dansk turisme, appendiks 1, og af »Aftale om en vækstpakke« (initiativ 48) mellem regeringen (Socialdemokratiet og Radikale Venstre), Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti.
Forslaget blev vedtaget. For stemte 96 (V, S, DF, RV, LA, KF, 2 SF), imod stemte 16 (SF, EL, UFG), hverken for eller imod stemte 0.